Henrik Ibsens skrifter: Bygmester Solness - Trykkmanuskript, KBK Collin 262, 4°, IV.1

Du er her:

Forsiden
Skuespill
Bygmester Solness
Trykkmanuskript, KBK Collin 262, 4°, IV.1

Bygmester Solness

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

Bygmester Solness.

Skuespil i tre akter

af Henrik Ibsen.

1892.

Faksimile

Bygmester Solness.

Faksimile

Personerne:

Bygmester Halvard Solness.

Fru Aline Solness, hans hustru.

Doktor Herdal, huslæge.

Knut Brovik, forhen arkitekt, nu assistent hos Solness.

Ragnar Brovik, hans søn, tegner.

Kaja Fosli, hans søsterdatter, bogholderske.

Frøken Hilde Wangel.

Nogle damer.

Folkemængde på gaden.

Handlingen foregår hos bygmester Solness.

Faksimile

FØRSTE AKT.

(Et tarvelig udstyret arbejdsværelse hos
bygmester Solness. Fløjdør på væggen til
venstre fører ud til forstuen. Til højre er
døren til husets indre værelser. På bag-
væggen en åben dør til tegneværelset. For-
an til venstre en pult med bøger, papirer
og skrivesager. Ovenfor døren en ovn. I
hjørnet til højre en sofa med bord og et par
stole. På bordet vandkaraffel og glas Et min-
dre bord med gyngestol og lænestol i forgrun-
den til højre. Tændte arbejdslamper på bor-
det i tegneværelset, på bordet i hjørnet og på
pulten.)

(Inde i tegneværelset sidder Knut Brovik
og hans søn Ragnar beskæftiget med kon-
struktioner og beregninger. Ved pulten i
arbejdsværelset står Kaja Fosli og skriver
i hovedbogen. Knut Brovik er en gammel,

Faksimile

tynd mand med hvidt hår og skæg. Han er
klædt i en noget luvslidt men vel vedligeholdt
sort frakke. Bærer briller og hvidt, noget gul-
net halstørklæde. Ragnar Brovik er i tre-
tiårene, velklædt, lyshåret, med en lidt luden-
de holdning. Kaja Fosli er en spædbygget,
ung pige på nogle og tyve år, omhyggeligt klædt,
men af et sygeligt udseende. Hun har en grøn
skærm for øjnene. – Alle tre arbejder nogen tid
i taushed.)

Knut Brovik

(rejser sig pludselig, som i angst, fra tegne-
bordet, ånder tungt og besværligt idet han går frem
i døråbningen)

Nej, nu {k}holder jeg det snart ikke længer ud!

Kaja

(går hen til ham)

Det er visst rent dårlig med dig ikveld, onkel?

Brovik

Å, jeg synes, det blir værre dag for dag.

Ragnar

(har rejst sig og kommer nærmere)

Du skulde helst gå hjem, far. Prøve på at

Faksimile

få sove lidt –

Brovik

(utålmodig)

Gå til sengs kanske? Vil du da at jeg rent
skal kvæles!

Kaja

Men ta’ dig en liden tur da.

Ragnar

Ja, gør det. Jeg skal gå med dig.

Brovik

( hæftig .)

Jeg går ikke før han kommer! Ikveld vil
jeg snakke rent ud med – (indædt harmfuld)
med ham – principalen.

Kaja

(angst.)

Å nej, onkel, – vent da endelig med det!

Ragnar

Ja, heller vente, far!

Brovik

(trækker vejret besværligt.)

Hah, – hah –! Jeg har nok ikke tid til at ven-
te ret længe, jeg.

Faksimile

Kaja

(lyttende.)

Hys! Der hører jeg ham nede i trappen!

( De går alle tre til sit arbejde igen. Kort
stilhed.)

(Bygmester Halvard Solness kommer
ind gennem forstuedøren. Han er en ˹noget˺ mid-
˹ældre˺ delaldrende mand, sund og kraftig, med tæt-
klippet, kruset, lidt grånet hår, mørk kne-
belsbart og mørke, tykke øjenbryn. Han bæ-
rer en grågrøn, tilknappet jakke med stå-
krave og brede brystslag. På hodet har
han en blød, grå filthat og under armen et
par mapper.)

Bygmester Solness

(peg ved døren, peger mod tegneværelset
og spørger hviskende:)

Er de gået?

Kaja

(sagte, ryster på hodet.)

Nej.

( Hun tar øjenskærmen af.)

(Solness går fremover gulvet, kaster sin hat

Faksimile

på[HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.] en stol, lægger mapperne på sofabor-
det og nærmer sig så atter pulten. Kaja
skriver uafbrudt men synes nervøst urolig.)

Solness

(højt.)

Hvad er det for noget, De står og fører ind
der, frøken Fosli?

Kaja

(farer sammen.)

Å, det er bare noget, som –

Solness

La’ mig få sé , frøken. (bøjer sig over hende,
lader, som om han ser i hovedbogen og hvisker:)
Kaja?

Kaja

(skrivende, sagte.)

Ja?

Solness

Hvorfor tar De altid den skærmen af når jeg
kommer?

Kaja

(som før.)

Jo, for jeg ser så styg ud med den.

Faksimile

Solness

(smiler.)

Vil De ikke gerne det da, Kaja?

Kaja

(skotter halvt op til ham.)

Ikke for alt i verden. Ikke i Deres øjne.

Solness

(stryger hende let over håret.)

Stakers, stakers lille Kaja –

Kaja

(dukker hodet.)

Hys, – de kan høre Dem!

(Solness driver henover gulvet mod højre,
vender om og standser ved døren til tegneværelset.)

Solness

Har nogen været her og spurgt efter mig?

Ragnar

(rejser sig.)

Ja, de unge folk, som vil ha’ bygget villaen ude
ved Løvstrand.

Solness

(brummende.)

Nå de? Ja, de får vente. Jeg er ikke på det

Faksimile

rene med mig selv om planen endnu.

Ragnar

(nærmere, noget nølende.)

Det var dem så svært om at gøre at få tegnin-
gerne snart.

Solness

(som før.)

Ja, gudbevar’s , – det vil de jo allesammen!

Brovik

(ser op.)

For de går og længter så urimelig efter at få
flytte ind i sit eget, sa’ de.

Solness

Ja vel; ja vel. En kender det! Og så tar
de det slig, som det bedst kan falde sig. Får
sig så’n en – en bolig. Et slags tilholdssted
bare. Men ikke noget hjem. Nej mange tak!
La’ dem så heller vende sig til en anden. Sig
dem det når de kommer igen.

Brovik

(skyder brillerne op i panden og ser studsende
på ham.)

Til en anden? Vilde De gi’ det arbejde fra Dem?

Faksimile

Solness

(utålmodig.)[HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.]

Ja, ja, ja, for fan’! Hvis det endelig så skal væ-
re, så –. Heller det, end at bygge bort i vejr og vind.
(udbrydende) For jeg kender jo ikke videre til de
folk endnu!

Brovik

Folkene er solide nok. Ragnar kender dem. Han
vanker i familjen. Svært solide folk.

Solness

Å, solide, – solide! Det er jo sletikke det, jeg mener.
Herregud, – forstår ikke De mig heller nu? ( hæftig )
Jeg vil ikke ha’ noget med de fremmede mennesker
at skaffe. La’ dem vende sig til hvem de vil for
mig!

Brovik

(rejser sig.)

Er det Deres alvorlige mening?

Solness

(mut.)

Ja, det er. – For en gangs skyld.

( Han går fremover gulvet.)

(Brovik veksler et blik med Ragnar, som gør

Faksimile

en advarende bevægelse. Derpå går han ind
i det forreste værelse.)

Brovik

Må jeg få lov til at t<...> snakke et par ord med
Dem?

Solness

Gerne det.

Brovik

(til Kaja.)

Gå der ind sålænge, du.

Kaja

(urolig.)

Å, men onkel –

Brovik

Gør som jeg siger, barn. Og luk døren efter dig.

(Kaja går nølende ind i tegneværelset, skotter
angst og bønligt til Solness og lukker døren.)

Brovik

(noget dæmpet.)

Jeg vil ikke at de stakkers barnene skal vide,
hvor ilde det har sig med mig.

Solness

Ja, De ser svært klejn ud nu om dagene.

Faksimile

10.

Brovik

Med mig er det snart forbi. Kræfterne tar
af – fra den ene dagen til den anden.

Solness

Sæt Dem lidt.

Brovik

Tak, – må jeg det?

Solness

,
(rykker lænestolen lidt tilrette.)

Her. Vær så god. – Nå?

Brovik

(har sat sig med besvær.)

Ja, det er jo dette her med Ragnar. Det er det,
som er det tyngste. Hvad skal det bli’ til med
ham?

Solness

Deres søn, han blir naturligvis her hos mig så
længe han bare vil.

Brovik

Men det er jo netop det, han ikke vil. Ikke sy-
nes at han kan – nu længer.

Solness

Nå, han er da ganske godt aflagt, skulde

Faksimile

11.

jeg tro. Men skulde han forlange mere, så
skal jeg ikke være uvillig til at –

Brovik

Nej, nej! Det er sletikke det. (utålmodig)
Men han må da engang få lejlighed til at
arbejde på egen hånd, han også!

Solness

(uden at sé på ham.)

Tror De at Ragnar har alle de rigtige evner
til det?

Brovik

Nej, sé , det er jo det forfærdelige. Det, at jeg
er begyndt at tvile på gutten. For De har da
aldrig sagt så meget som – som et opmuntren-
de ord om ham. Men så synes jeg, det er umu-
ligt andet alligevel. Han må ha’ evnerne.

Solness

Nå, men han har jo ingenting lært – sådan
grundigt. Undtagen det at tegne da.

Brovik

(ser med lønligt had på ham og siger hæst)

De havde heller ikke lært stort af faget dengang
De stod i tjeneste hos mig. Men De la’ i vej lige

Faksimile

12.

fuldt, De. (drager vejret tungt.) Og slog Dem op.
Og tog luven både fra mig og – og fra så man-
ge andre.

Solness

Ja, ser De, – det føjed sig nu slig for mig.

Brovik

Det har De ret i. Alting føjed sig for Dem. Men
så kan De da ikke ha’ hjerte til at la’ mig gå i
graven – uden at få sé , hvad Ragnar duer til.
Og så vilde jeg jo gerne sé dem gifte også –
før jeg går bort.

Solness

(hvast.)

Er det hende, som vil ha’ det så?

Brovik

Ikke Kaja så meget. Men Ragnar går og snak-
ker hver dag om det. (bønlig) De må, – De må
hjælpe ham til noget selvstændigt arbejde nu!
Jeg må få sé noget, som gutten har gjort. Hører
De det!

Solness

(arrig.)

Men jeg kan da, for fan’, ikke hale bestillin-

Faksimile

13.

ger ned fra månen til ham!

Brovik

Han kan få en pen bestilling nu netop. Et
stort arbejde.

Solness

(urolig, studsende)

Kan han?

Brovik

Hvis De vilde gi’ Deres samtykke.

Solness

Hvad slags arbejde er det?

Brovik

(noget nølende)

Han kan få bygge den villaen ude på Løv-
strand.

Solness

Den! Men den skal jo jeg selv bygge!

Brovik

Å, De har jo ikke videre lyst til det.

Solness

(opfarende)

Ikke lyst! Jeg! Hvem tør sige det?

Brovik

Faksimile

14.

Det sa’ De jo selv nu nylig.

Solness

Å, hør aldrig på, hvad jeg så’n – siger. – Kan
Ragnar få bygge den villaen?

Brovik

Ja. Han kender jo familjen. Og så har han, –
bare så’n for moros skyld, – gjort tegninger og
overslag og altsammen –

Solness

Og de tegningerne, de er de fornøjet med? De,
som skal bo der?

Brovik

Ja. M Dersom bare De vilde sé dem igennem
og godkende dem, så –

Solness

Så vilde de la’ Ragnar bygge hjemmet for
sig?

Brovik

De likte så svært godt det, som han vilde ha’
frem. De syntes, det var noget så aldeles nyt,
dette her, sa’ de.

Solness

Åhå! Nyt! Ikke sligt noget gammeldags juks,

Faksimile

15.

som det, jeg plejer bygge!

Brovik

De syntes, det var noget andet.

Solness

(i undertrykt forbittrelse )

Det var altså til Ragnar de kom her – mens
jeg var ude!

Brovik

De kom her for at hilse på Dem. Og så spørge
om De kunde være villig til at træde tilbage –

Solness

(opfarende)

Træde tilbage! Jeg!

Brovik

Ifald De fandt at Ragnars tegninger –

Solness

Jeg! Træde tilbage for Deres søn!

Brovik

Træde tilbage fra aftalen, mente de.

Solness

Å, det kommer jo ud på et . ( lér forbittret )
Ja så da! Halvard Solness, – han skal begyn-
de at træ{g}de tilbage nu! Gi’ plads for de, som

Faksimile

16.

som yngre er. For de aller yngste, kanské ! Ba-
re gi’ plads! Plads! Plads!

Brovik

Herregud, her er da vel plads til flere end en
eneste én –

Solness

Å, her er nu ikke så svært rundeligt med
plads heller. Nå, det får nu være som det
vil. Men jeg træder aldrig tilbage! Viger
aldrig for nogen! Aldrig frivilligt. Aldrig
i denne verden gør jeg det!

Brovik

(rejser sig med møje.)

Skal jeg altså gå ud af livet uden tryghed?
Uden glæde? Uden tro og lid til Ragnar? Uden
at få sé et eneste værk af ham? Skal jeg det?

Solness

(vender sig halvt til siden og mumler)

Hm, – spør’ da ikke mere nu.

Brovik

Jo, svar mig på det. Skal jeg gå så rent fat-
tig ud af livet?

Solness

Faksimile

17.

(synes at kæmpe med sig selv; endelig siger
han med lav men fast stemme)

De får gå ud af livet slig, som De bedst véd
<...> og kan.

Brovik

Må så være da.

( Han går opover gulvet.)

Solness

(går efter ham, halvt fortvilet.)

Ja, for jeg kan ikke andet, skønner De! Jeg er
nu engang slig, som jeg er! Og jeg kan da ikke
skabe mig om heller!

Brovik

Nej, nej, – De kan vel ikke det. (vakler og
standser ved sofabordet.) Får jeg lov til at ta’
et glas vand?

Solness

Vær så god.

( Skænker i og rækker ham glasset)

Brovik

Tak.

( Drikker og sætter glasset fra sig)

(Solness går hen og lukker op døren til

Faksimile

18.

tegneværelset.)

Solness

Ragnar, – De får komme og følge Deres far
hjem.

(Ragnar rejser sig hurtig. Han og Kaja
kommer ind i arbejdsværelset.)

Ragnar

Hvad er det, far?

Brovik

Ta’ mig under armen. Så går vi.

Ragnar

Ja vel. Ta’ på dig, du også, Kaja.

Solness

Frøken Fosli må bli’ efter. Bare et lidet øje-
blik. Jeg har et brev, som må skrives.

Brovik

(ser på Solness)

God nat. Sov godt – om De kan.

Solness

God nat.

(Brovik og Ragnar går ud gennem forstue-
døren. Kaja går hen til pulten. Solness står
med ludende hode tilhøjre ved lænestolen.)

Faksimile

19.

Kaja

(usikker)

Er der noget brev –?

Solness

(kort.)

Nej visst er der ikke, nej. (ser barskt på hende)
Kaja!

Kaja

(angst, sagte)

Ja?

Solness

(peger befalende med fingeren mod gulvet)

Kom her hen! Straks!

Kaja

(nølende)

Ja.

Solness

(som før)

Nærmere!

Kaja

(adlyder)

Hvad vil De mig?

Solness

Faksimile

20.

(ser en stund på hende)

Er det Dem, jeg kan takke for dette her?

Kaja

Nej, nej, tro da ikke det!

Solness

Men gifte Dem, – det vil De jo nu.

Kaja

(sagte)

Ragnar og jeg har været forlovet i fire-fem år,
og så –

Solness

Og så synes De, det får ha’ en ende. Er det ik-
ke så?

Kaja

Ragnar og onkel siger at jeg skal. Og så får jeg
jo føje mig da.

Solness

(mildere)

Kaja, holder De nu ikke i grunden lidt af Rag-
nar også?

Kaja

Jeg holdt svært meget af Ragnar engang. – Før
jeg kom her til Dem.

Faksimile

21.

Solness

Men ikke nu længer? Slet ikke?

Kaja

(lidenskabelig, folder hænderne imod ham)

Å, De véd jo at nu holder jeg bare af en eneste
én! Ikke af nogen anden i hele verden! Kom-
mer aldrig til at holde af nogen anden!

Solness

Ja, det siger De. Og så går De fra mig alli-
gevel. La’r mig sidde her alene med det alt-
sammen.

Kaja

Men kunde jeg da ikke få bli’ hos Dem om og-
så Ragnar –?

Solness

(afvisende)

Nej, nej, det la’r sig sletikke gøre. Går Rag-
nar sin vej og gi’r sig til at arbejde på egen
hånd, så får han jo selv brug for Dem.

Kaja

(vrider hænderne)

Å, jeg synes ikke at jeg kan skilles fra Dem!
Det er da så rent, rent umuligt, synes jeg!

Faksimile

Solness

Så sé til at De kan få Ragnar bort fra disse
her dumme indfaldene. Gift Dem med ham
så meget De vil – (forandrer tonen) Ja, ja, jeg
mener, – få ham til at bli’ i sin gode stilling
her hos mig. For så kan jeg jo få beholde Dem
også, kære Kaja.

Kaja

Å ja, hvor dejligt det vilde være, om det kun-
de mage sig så!

Solness

(fatter hende med begge <...> hænder om hodet og
hvisker)

For jeg kan ikke være Dem foruden, skønner
De. Må ha’ Dem hos mig her hver eneste dag.

Kaja

(nervøst henrevet.)

Å gud ! Å gud !

Solness

(kysser hende på håret)

Kaja, – Kaja!

Kaja

(segner ned for ham)

Faksimile

23.

Å, hvor snil De er imod mig! Hvor usige-
lig snil De er!

Solness

( hæftig )

Rejs Dem! Rejs Dem da, for –! Jeg synes, jeg
hører nogen!

( Han hjælper hende op. Hun vakler hen til
pulten.)

(Fru Solness kommer i døren tilhøjre .
Hun ser mager og forgræmmet ud, med spor
af fordums skønhed. Blonde hængekrøller.
Elegant, helt sort klædt. Taler noget langsomt
og med klagende stemme.)

Fru Solness

(i døren)

Halvard!

Solness

(vender sig)

Å, er du der, kære –?

Fru Solness

(med et blik på Kaja)

Jeg kommer nok til ulejlighed, jeg, kan jeg skønne.

Solness

Faksimile

24.

Aldeles ikke. Frøken Fosli har bare et lidet brev
at skrive.

Fru Solness

Ja, jeg ser det.

Solness

Hvad var det så du vilde mig, Aline?

Fru Solness

Jeg vilde bare si’ at doktor Herdal sidder inde i
hjørnestuen. Kommer du kanske ind, du også,
Halvard?

Solness

(ser mistænksom på hende)

Hm, – vil doktoren så nødvendig snakke med
mig, du?

Fru Solness

Nej, så nødvendig just ikke. Han kom indom
på besøg til mig. Og så vilde han jo gerne hilse på
dig med det samme.

Solness

( lér stille)

Kan tænke mig det, ja. Nå, så får du be’ ham
vente lidt.

Fru Solness

Faksimile

25.

Og så kommer du ind til ham siden?

Solness

Kanske det. Siden, – siden, kære. Om lidt.

Fru Solness

(atter med et blik til Kaja)

Ja, glem det nu bare ikke, Halvard.

( Træker sig tilbage og lukker døren efter sig)

Kaja

(sagte)

Å gud , å gud , – fruen tænker visst noget ondt
om mig!

Solness

Å, sletikke det. Ikke mere end vanlig ialfald.
Men det er bedst at De går nu alligevel, Kaja.

Kaja

Ja, ja, nu må jeg gå.

Solness

(strængt)

Og så bringer De dette her andet i orden for mig.
Hører De det!

Kaja

Å, gid det så sandt stod til mig, så –

Solness

Faksimile

26.

Jeg vil ha’ det i orden, siger jeg! Og det imorgen
den dag!

Kaja

(angstfuldt)

Går det ikke på anden måde, så skal jeg gerne
gøre det forbi med ham.

Solness

(opfarende)

Gøre det forbi! Er De ble’t rent gal! Vil De gøre
det forbi?

Kaja

(fortvilet)

Ja, heller det. For jeg må, – jeg må få bli’ her
hos Dem! Kan ikke gå ifra Dem! Så rent, –
rent umuligt, det!

Solness

(bruser ud)

Men, for fan’, – Ragnar da! Det er jo netop Rag-
nar, som jeg –

Kaja

(ser på ham med forskrækkede øjne)

Er det mest for Ragnars skyld at – at De –?

Solness

Faksimile

27.

(fatter sig)

Å nej visst ikke, nej! De skønner da ingenting
heller. (mildt og sagte) Det er naturligvis Dem,
jeg vil ha’ Først og fremst Dem, Kaja. Men ˹just˺
derfor må De få Ragnar til at bli’ i stillingen
også. Så, så, – gå nu hjem.

Kaja

Ja, ja, god nat da.

Solness

God nat. (idet hun vil gå) Å, hør her! Ligger
{t}Ragnars tegninger derinde?

Kaja

Ja, jeg så ikke han tog dem med sig.

Solness

Så gå ind og find dem til mig. Jeg kunde
kanske sé lidt på dem alligevel.

Kaja

(glad)

Å ja, gør endelig det!

Solness

For Deres skyld, kære Kaja. Nå, la’ mig så
få dem i en fart{!}, hører De!

(Kaja skynder sig ind i tegneværelset, roder

Faksimile

28.

ængstelig i bordskuffen, finder frem en mappe
og bringer den.)

Kaja

Her er alle tegningerne.

Solness

Godt. S Læg dem der borte på bordet.

Kaja

(lægger mappen fra sig.)

God nat da. (bønlig) Og tænk godt og snilt
på mig.

Solness

Å, det gør jeg jo altid. God nat, kære, lille Ka-
ja. (skotter til højre) Gå så da!

(Fru Solness og doktor Herdal kommer gen-
nem døren til højre. Han er en ældre, fyldig
herre med rundt, veltilfreds ansigt, skægløs, har
tyndt, lyst hår og bærer guldbriller)

Fru Solness

(endnu i døren.)

Halvard, nu kan jeg ikke holde på doktoren
længer.

Solness

Nå, kom De bare her.

Faksimile

29.

Fru Solness

(til Kaja, som skruer pultlampen ned)

Alt færdig med brevet, frøken?

Kaja

(forvirret)

Brevet –?

Solness

Ja, det var et ganske kort et.

Fru Solness

Det må visst ha’ været svært kort.

Solness

De kan gerne gå, frøken Fosli. Og kom så be-
tids igen imorgen.

Kaja

Det skal jeg nok. – God nat, frue.

( Hun går ud gennem forstuedøren.)

Fru Solness

Det må være godt for dig, det, Halvard, at du
har fået fat på denne frøkenen.

Solness

Ja såmænd . Hun er brugbar til noget af hvert,
hun.

Fru Solness

Faksimile

30.

Hun lader til det.

Doktor Herdal

Flink i bogførsel også?

Solness

Nå, – en del øvelse har hun jo altid fåt i disse to åre-
ne. Og så er hun snil og villig til hvad det skal være.

Fru Solness

Ja, det må jo være en stor behagelighed –

Solness

Det er det. Især når en ikke er forvænt i så hen-
seende.

Fru Solness

.
(mildt bebrejdende)

Kan du sige det, Halvard?

Solness

Å nej, nej, kære Aline. Jeg be’r om forladelse.

Fru Solness

Ingen årsag. – Ja, doktor, så kommer De alt-
så igen siden og drikker té hos os?

Doktor Herdal

Bare jeg har gjort det sygebesøget så kommer
jeg.

Fru Solness

Faksimile

31.

Tak for det.

( Hun går {in}ud gennem døren til højre)

Solness

Har De hastværk, doktor?

Doktor Herdal

Nej, på ingen måde.

Solness

Må jeg så få snakke lidt med Dem da?

Doktor Herdal

Ja, særdeles gerne.

Solness

Så lad os sætte os ned.

( Han anviser doktoren plads i gyngestolen
og sætter sig selv i lænestolen)

Solness

(ser prøvende på ham)

Sig mig, – mærked De noget hos Aline?

Doktor Herdal

Nu, da hun var her inde, mener De?

Solness

Ja. Ligeover for mig. La’ De mærke til noget?

Doktor Herdal

(smiler)

Faksimile

32.

Ja, for fanden, – en kunde da ikke godt undgå
at lægge mærke til at Deres hustru, – hm –

Solness

Nå?

Doktor Herdal

– at Deres hustru ikke synes videre godt om den-
ne frøken Fosli.

Solness

Ikke andet? Det har jeg selv mærket, det.

Doktor Herdal

Og det er jo ikke så underligt endda.

Solness

Hvilket?

Doktor Herdal

At ˹hun˺ Deres hustru ikke præcist liker, at De sådan
dagstødt har et andet fruentimmer hos Dem.

Solness

Nej, nej, De kan ha’ ret i det. Og Aline også. Men
den ting, – det kan nu ikke være anderledes, det.

Doktor Herdal

Kunde De ikke ta’ Dem en kontorist da?

Solness

Den første den bedste fyr? Nej tak, – det kan jeg

Faksimile

10.

33.

ikke være tjent med.

Doktor Herdal

Men når nu Deres hustru –? Så svag, som
hun er –. Når hun nu ikke tåler at sé på dette
her?

Solness

Ja, det får i guds navn være det samme, –
havde jeg nær sagt. Jeg må beholde Kaja Fos-
li. Kan ikke bruge nogen anden end netop hende .

Doktor Herdal

Ingen anden?

Solness

(kort)

Nej, ingen anden.

Doktor Herdal

(rykker sin stol nærmere)

Hør nu her, kære herr Solness. Må jeg få lov
til at gøre Dem et spørsmål i al fortrolighed?

Solness

Ja, vær så god.

Doktor Herdal

Fruentimmer, ser De, – de har i visse ting en for-
bandet fin sporsans –

Faksimile

34.

Solness

Det har de. Det er visst og sandt. Men –?

Doktor Herdal

Nå. Hør så bare. Når nu Deres hustru aldeles ik-
ke kan udstå denne Kaja Fosli –?

Solness

Ja, hvad så?

Doktor Herdal

– har hun da ikke sådan en – en bitte liden grund
for denne uvilkårlige uvilje?

Solness

(ser på ham og rejser sig)

Åhå!

Doktor Herdal

Ta’ mig det ikke ilde op. Men har hun ikke det?

Solness

(kort og bestemt)

Nej.

Doktor Herdal

Slet aldeles ingen grund altså?

Solness

Ingen anden grund end sin egen mistænksomhed.

Doktor Herdal

Faksimile

35.

Jeg véd at De har kendt adskillige kvinder i De-
res liv.

Solness

Ja, det har jeg.

Doktor Herdal

Og syntes ganske godt om enkelte af dem også.

Solness

Å ja, det med.

Doktor Herdal

Men i dette her med frøken Fosli –? Her er der alt-
så ikke sligt noget med i spillet?

Solness

Nej. Ikke nogetsomhelst – fra min side.

Doktor Herdal

Men fra hendes da?

Solness

Det synes jeg ikke De har ret til at spørge om, doktor.

Doktor Herdal

Det var Deres hustrus sporsans, vi gik ud fra.

Solness

Var så, ja. Og for så vidt –. (sænker stemmen)
Alines sporsans, som De siger, – den har på en
ma viss måde ståt sin prøve, den.

Faksimile

36.

Doktor Herdal

Nå, – ser vi det!

Solness

(sætter sig)

Doktor Herdal, – nu skal jeg fortælle Dem en under-
lig historie. Hvis De vil høre på den da.

Doktor Herdal

Jeg hører gerne på underlige historier.

Solness

Nå, godt og vel. De husker sagtens at jeg tog
Knut Brovik og sønnen i min tjeneste, – dengang
det var gåt så rent til agters med den gamle.

D{ et }oktor Herdal

Det kender jeg så nogenlunde, ja.

Solness

For de er i grunden et par flinke fyrer, de to, ser De.
De har evner, hver på sin måde. Men så fandt
sønnen på at forlove sig. Og så, naturligvis, så
skulde han til at gifte sig, – og begynde at bygge
selv. For allesammen så tænker de nu på sligt
noget, de unge.

Doktor Herdal

,
( lér )

Faksimile

11.

37.

Ja, de har den uvane at de gerne vil sammen.

Solness

Nå. Men det kunde jo ikke jeg være tjent med.
For jeg havde jo selv brug for Ragnar. Og for den gam-
le også. Han er nu så svært flink til beregninger af
bæreevne og kubikindhold – og alt det dævelskab, han,
ser De.

Doktor Herdal

Å ja, det hører vel med, det også.

Solness

Gør ja så, ja. <...> Men Ragnar, han skulde og
han vilde begynde på egen hånd. Der var ingen
råd med det.

Doktor Herdal

Men han er da ble’t hos Dem alligevel.

Solness

Ja, nu skal De bare høre. En dag så kom hun,
Kaja Fosli, ind til dem i et ærende. Havde aldrig
været her før. Og da jeg fik sé , hvor inderlig forga-
bet de to var i hverandre, så slog den tanke ned i mig:
kunde jeg få hende her på kontoret, så blev kanske
Ragnar siddende, han også.

Doktor Herdal

Faksimile

38.

Det var jo en nokså rimelig tanke.

Solness

Ja, men jeg ymted ikke et levende ord om sligt
noget dengang. Stod bare og så’ på hende – og
ønsked så rigtig ihærdig at jeg havde hende her.
Så snakked jeg lidt venlig til hende, – så’n om
løst og fast. Og dermed gik hun sin vej.

Doktor Herdal

Nå?

Solness

Men så næste dag, så’n udover kvælden, da gam-
le Brovik og Ragnar var gå’t hjem, så kom hun
til mig her igen og téde sig som om jeg havde
truffet en aftale med hende.

Doktor Herdal

En aftale? Om hvad?

Solness

Akkurat om det, som jeg bare havde ståt her
og ønsket. Men som jeg sletikke havde sagt et
eneste ord om.

Doktor Herdal

Det var ret mærkeligt.

Solness

Faksimile

39.

Ja, var det ikke? Og nu vilde hun vide, hvad
hun skulde bestille her. Om hun kunde få be-
gynde straks den næste mod sligt noget morgen.
Og sligt noget.

Doktor Herdal

Tror De ikke hun gjorde det for at få være sam-
men med kæresten?

Solness

Det faldt mig også ind i førstningen. Men nej,
det var ikke så. Fra ham gled hun ligesom rent
bort, – da hun vel var kommen her til mig.

Doktor Herdal

Gled over til Dem da?

Solness

Ja, så helt og holdent. Jeg kan mærke at hun
føler det når jeg ser på hende bagfra. Hun dir-
rer og hun ryster bare jeg kommer i nærheden af
hende. Hvad synes De om det?

Doktor Herdal

Hm, – det lar sig jo nok forklare.

Solness

Nå, men det andet da? Det, at hun <...> trode jeg
havde sagt hende, hvad jeg bare havde ønsket

Faksimile

40.

og villet – sådan i stilhed. Indvendig. For mig
selv. Hvad siger De om det ? Kan De forklare mig
sligt noget, {D}doktor Herdal?

Doktor Herdal

Nej, det indlader jeg mig ikke på.

Solness

Kunde tænke mig det på forhånd. Derfor så
har jeg aldrig før villet snakke om det heller. –
Men det er så forbandet bydsomt for mig læ i læng-
den, skønner De. Her må jeg gå dagstødt og la-
de som om jeg –. Og det er jo synd imod hende,
stakker. (heftig) Men jeg kan ikke andet! For
render hun ifra mig, – så går Ragnar sin vej
også.

Doktor Herdal

Og De har ikke fortalt Deres hustru sammenhængen
i dette?

Solness

Nej.

Doktor Herdal

Hvorfor i alverden gør De ikke det da?

Solness

(ser fast på ham og siger dæmpet)

Faksimile

12.

41.

Fordi jeg synes der ligger ligesom – ligesom en
slags velgørende selvpinsel for mig i det at la’
Aline få gøre mig uret.

Doktor Herdal

(ryster på hodet)

Dette her forstår jeg ikke det guds skabte ord af.

Solness

Jo, ser De, – for det er da ligesom en smule afdrag
på en bundløs, umådelig gæld –

Doktor Herdal

{ <...> }Til Deres hustru?

Solness

Ja. {–}Og det letter jo altid lidt op i sindet. En kan
få puste frrere ud en stund da, forstår De.

Doktor Herdal

Nej, ved gud , om jeg forstår et ord –

Solness

( afbrydende , rejser sig igen)

Ja, ja, ja, – S så snakker vi ikke mere om det heller.

( Han driver henover gulvet, kommer tilbage og
standser ved bordet.)

Solness

(ser på doktoren med et lunt smil)

Faksimile

42.

De synes vel at De har fåt mig dygtig godt på glid
nu, doktor?

Doktor Herdal

(noget ærgerlig)

På glid? Det skønner jeg heller ikke et gran af, herr Solness.

Solness

Å, si’ Det De det bare rent ud. For jeg har så inder-
lig godt mærket det, ser De!

Doktor Herdal

Hvad har De mærket for noget?

Solness

(dæmpet, langsomt)

At De går her så lunt og holder øje med mig.

Doktor Herdal

Gør jeg! Hvorfor i alverden skulde jeg gøre det?

Solness

Fordi De tror at jeg – (opfarende) Nå for fan’ , – De
tror om mig det samme, De, som Aline tror?

Doktor Herdal

Og hvad tror så hun om Dem da?

Solness

(atter behersket)

Faksimile

43.

Hun er begyndt at tro at jeg er sådan – sådan –
syg.

Doktor Herdal

{ <...> }Syg! De! Det har hun aldrig sagt et levende
ord om til mig. Hvad skulde der da fejle Dem,
kære?

Solness

(læner sig over stolryggen og hvisker)

Aline går her og tror at jeg er gal. Det gør hun.

Doktor Herdal

(rejser sig)

Men, kæreste, bedste herr herr Solness –!

Solness

Jo så min sæl’ og salighed –! Således er det. Og
det har hun fåt Dem til at tro på også! Å, jeg kan
forsikre Dem, doktor, – jeg mærker det så godt, så
godt på Dem. For jeg la’r mig ikke lure så let, jeg,
skal jeg si’ Dem{!}.

Doktor Herdal

(ser forundret på ham.)

Aldrig, herr Solness, – aldrig med en tanke er
sligt noget faldet mig ind.

Solness

Faksimile

44.

(med et vantro smil)

Ja så? Virkelig ikke det?

Doktor Herdal

Nej aldrig! Og visst aldrig Deres hustru heller.
Det tror jeg næsten jeg tør sværge på.

Solness

Nå, det skulde De dog helst la’ være. For på en må-
de, ser De, så – så kunde hun jo kanske også ha’
grund til at tro noget sligt.

Doktor Herdal

Nej, nu må jeg rigtignok sige –!

Solness

(afbrydende, slår ud med hånden)

Ja, ja, kære doktor, – la’ os så ikke komme nærme-
re ind på dette her. Det er bedst at hver blir ved
sit. (slår over i en stille lystighed) Men hør nu,
doktor – hm –

Doktor Herdal

Ja?

Solness

Når De nu altså ikke tror at jeg er – sådan – syg –
og forrykt – og gal og sligt noget –

Doktor Herdal

Faksimile

13.

45.

Hvad så, mener De?

Solness

Så må De vel sagtens bilde Dem ind at jeg er
en svært lykkelig mand da?

Doktor Herdal

Skulde det bare være en indbildning?

Solness

,
( lér )

Nej, nej, – forstår sig! Gud bevar’s vel! Tænk det,
– at være bygmester Solness! Halvard Solnes ! Jo,
jeg takker, jeg!

Doktor Herdal

Ja, jeg må virkelig sige, at for mig står det,
som om De har havt lykken med Dem i en ganske
utrolig grad.

Solness

(undertrykker et tungt smil)

Det har jeg. Kan ikke klage på det.

Doktor Herdal

Først så brændte jo den gamle fæle røverborgen
ned for Dem. Og det var da sandelig et stort held.

Solness

(alvorlig)

Faksimile

46.

Det var Alines familjehjem, som brændte. Husk
på det.

Doktor Herdal

Ja, for hende må det jo ha’ været en tung sorg.

Solness

Hun har ikke forvundet det den dag ida{ <...> }g. Ikke i
alle disse tolv–tretten år.

Doktor Herdal

Det, som fulgte bagefter, det var vel det værste slag
for hende.

Solness

Det ene med det andet.

Doktor Herdal

Men De, – De selv, – De svang De svang Dem da op
på det. Var begyndt som en fattig {l}gut fra lands-
bygden, – og står nu her som f{ <...> }ørste mand på De-
res område. Å jo, herr Solness, De har da rig-
tignok havt lykken med Dem.

Solness

(ser sky hen til ham)

Ja, men det d er jo netop det, som jeg går og gru-
er så forfærdelig for.

Doktor Herdal

Faksimile

47.

Gruer De? For at De har lykken med Dem?

Solness

Både sent og tidlig gør det mig så ræd, – så
ræd. For engang må da vel omslaget komme,
skønner De.

Doktor Herdal

Å, snak! Hvor skulde det omslag komme fra?

Solness

(fast og sikker)

Det kommer fra ungdommen.

Doktor Herdal

Pyt! Ungdommen! Der er da vel ikke aflægs,
De, skulde jeg tro. D Å nej, – De står visst nu så
grundmuret her, som De kanske aldrig før har
ståt.

Solnæss

Omslaget kommer. Jeg aner det. Og jeg føler at
det k nærmer sig. En eller anden gi’r sig til at
kræve: træd tilbage for mig! Og så stormer al-
le de andre efter og truer og skriger: gi’ plads, –
gi’ plads, – gi’ plads! Jo, pas De bare på, doktor.
Engang kommer ungdommen her og ban-
ker på døren –

Faksimile

48,

Doktor Herdal

( lér )

Nå, herregud , hvad så?

Solness

Hvad så? Jo, så er det slut med bygmester Sol-
ness.

(Det banker på døren til venstre)

Solness

(farer sammen)

Hvad er det? Hørte De noget?

Doktor Herdal

Der er nogen som banker.

Solness

(højt)

Kom ind!

(Hilde Wangel kommer ind gennem forstue-
døren. Hun er af middels højde, smidig, og fint
bygget. Lidt brunet af solen. Klædt i turistdragt,
med ophæftet skørt, udslået matroskrave og en
liden sømandshat på hodet.{ <...> }Randsel på ryg-
gen, plæd i rem og lang bergstok)

Hilde Wangel

(går med tindrende glade øjne imod Solness)

Faksimile

14.

49.

God aften!

Solness

(ser uviss på hende)

God aften –

Hilde

( lér )

Jeg tror næsten at De ikke kender mig igen!

Solness

Nej, ˹–˺ jeg må rigtignok si’ at – så’n i øjeblikket –

Doktor Herdal

(går nærmere)

Men jeg kender Dem igen, frøken –

Hilde

(fornøjet)

Å nej, er det Dem, som –!

Doktor Herdal

Ja visst er det mig. (til Solness) Vi mødtes oppe
på en af fjeldstuerne nu isommer. (til Hilde) Hvad
blev der så af de andre damerne?

Hilde

Å, de tog vejen vestover, de.

Doktor Herdal

De likte nok ikke rigtig at vi gjorde al den sjau

Faksimile

50.

om kv{el}ælden.

Hilde

Nej, de likte visst ikke det.

Doktor Herdal

(truer med fingeren.)

Og det var nu ikke frit for, heller, at De kokettérte
en smule med os.

Hilde

Det var da vel morsommere, det, end at sidde og
binde hosesokker med alle de kærringerne.

Doktor Herdal

( lér )

Det er s<...> jeg så fuldkommen enig med Dem i!

Solness

Kom De til byen nu ikvæld?

Hilde

Ja, nu netop kom jeg.

Doktor Herdal

Ganske alene, frøken Wangel?

Hilde

Ja da!

Solness

Wangel? Heder De Wangel?

Faksimile

51.

Hilde

(ser lystig forundret på ham)

Ja visst gør jeg da vel det.

Solness

Så er De kanske datter af distriktslægen oppe
i Lysanger?

Hilde

(som før)

Ja, hvem skulde jeg ellers være datter af?

Solness

Nå, så har vi truffet hinanden der oppe da. Den
sommer, da jeg var der og bygged tårn på den
gamle kirken.

Hilde

(alvorligere)

Ja vel var det dengang.

Solness

Nå, det er lange tider siden, det.

Hilde

(ser fast på ham)

Det er akkurat de ti år siden.

Solness

Og dengang var De vel bare barnet, kan jeg tænke.

Faksimile

52.

Hilde

(henkastende)

Så’n en tolv–tretten år ialfald.

Doktor Herdal

Er det første gang, De er her i byen, frøken
Wangel?

Hilde

Ja, det er såmænd det.

Solness

Og De kender kanske ingen her?

Hilde

Ingen uden Dem. Ja, og så Deres frue.

Solness

Så De kender hende også?

Hilde

Lidt bare. Vi var sammen nogen dage på sa-
natoriet –

Solness

Nå der oppe.

Hilde

Hun sa’ at jeg gerne måtte besøge hende, hvis
jeg skulde komme her til byen. (smiler.) Det hav-
de hun nu for resten ikke behøvet.

Faksimile

15.

53.

Solness

At hun sletikke har snakket om det –

(Hilde sætter stokken fra sig ved ovnen, spæn-
der randselen af og lægger den og plædet på sofa-
en. Doktor Herdal vil være behjælpelig. Solness
står og ser på hende.)

Hilde

(går imod ham)

Nå, så vil jeg be’ at jeg må få bli’ her inat da.

Solness

Det kan visst så godt la’ sig gøre.

Hilde

For jeg har ikke andre klæ’r, end de, jeg går i.
Ja, og så et sæt undertøj i randselen. Men det
må vaskes. For det er så svært skiddent.

Solness

Å ja, det blir der nok råd for. Nu skal jeg bare si’
min hustru til –

Doktor Herdal

Så vil jeg gøre mit sygebesøg imens.

Solness

Ja, gør det. Og siden så kommer De jo igen.

Doktor Herdal

Faksimile

54.

(lystig, med et blik på Hilde)

Ja, det kan De rigtignok forbande Dem på[HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.]! ( lér )
De spåde sandt alligevel, De, herr Solness!

Solness

Hvorledes det?

Doktor Herdal

Ungdommen kom altså dog og banked på hos
Dem.

Solness

(oplivet)

Ja, det var nu på en anden måde, det.

Doktor Herdal

Var så, ja. Unægtelig det!

( Han går ud gennem forstuedøren.[HIS: 'ø' mangler diakritisk tegn.] Solness åb-
ner døren tilhøjre og taler ind i sideværelset)

Solness

Aline! Du må være så snil at komme ind. Her
er en frøken Wangel, som du kender.

(

Fru Solness

kommer frem i døren)

Hvem er det, si’r du? (ser Hilde) Å, er det Dem,
frøken? (går nærmere og rækker hende hånden) Så
kom De da til byen alligevel.

Solness

Faksimile

55.

Frøken Wangel er kommet nu netop. Og så be’r
hun at hun må få bli’ her natten over.

Fru Solness

Her hos os? Ja, så gerne det.

Solness

For at få sit tøj gjort lidt istand, skønner du.

Fru Solness

Jeg skal ta’ mig af Dem så godt jeg kan. Det er ba-
re pligt, det. Deres kuffert kommer vel efter?

Hilde

Jeg har ingen kuffert.

Fru Solness

Nå, det ordner sig nok, vil jeg håbe. Men nu får
De ta’ tiltakke her hos min mand sålænge. Så skal
jeg sé at få et værelse gjort lidt hyggeligt for Dem.

Solness

Kan vi ikke ta’ et af barnekammerserne{,}? {f}For de står
jo fuldt færdige, de.

Fru Solness

Å jo. Der har vi mere end plads nok. (til Hilde) Sæt
Dem nu ned og hvil Dem lidt.

( Hun går ud til højre)

(Hilde, med hænderne på ryggen, driver omkring

Faksimile

56.

i stuen og ser på et og andet. Solness står foran
ved bordet, ligeledes mede med hænderne på ryg-
gen, og følger hende med øjnene.)

Hilde

(standser og ser på ham)

Har De flere barnekammerser, De?

Solness

Her er tre barnekammerser i huset.

Hilde

Det var svært. Så har De vel fælt mange barn da?

Solness

Nej. Vi har ingen barn. Men nu kan jo De få være
barn her sålænge.

Hilde

For inat, ja. Jeg skal ikke skrike. Jeg vil prøve om jeg
ikke kan få sove som en sten.

Solness

Ja, for De er vel svært træt, kan jeg tro.

Hilde

Nej da! Men alligevel –. For det er så rasende dejligt
at ligge så’n og drømme.

Solness

Drømmer De tidt så’n om nætterne?

Faksimile

16.

57.

Hilde

Ja da! Næsten altid.

Solness

Hvad drømmer De så mest om da?

Hilde

Det si’r jeg ikke ikvel ikvæld. En anden gang –
kanske.

( Hun driver atter hen over gulvet, standser ved
pulten og roder lidt om mellem bøgerne og papirerne)

Solness

(går nærmere.)

Er det noget, De leder efter?

Hilde

Nej, jeg står bare og ser på alt dette her. (vender
sig) Kanske jeg ikke må?

Solness

Jo vær så god.

Hilde

Er det Dem, som skriver i den store protokollen?

Solness

Nej, det er bogholdersken.

Hilde

Et fruentimmer?

Faksimile

58.

Solness

(smiler)

Ja naturligvis.

Hilde

En så’n en, som De har her hos Dem?

Solness

Ja.

Hilde

Er hun gift, hun?

Solness

(oprømt.)

Nej, det er en frøken.

Hilde

Nå så.

Solness

Men hun gifter sig visst snart nu.

Hilde

Det er jo bra’ for hende, det.

Solness

Men ikke videre bra’ for mig. For så har jeg ingen
til at hjælpe mig.

Hilde

Kan De ikke få fat på en anden en, som er lige så
god da?

Faksimile

59.

Solness

Kanske De vilde bli’ her og – og sk˹r˺ive i proto-
kollen?

Hilde

(ser nedad ham)

Jo, det kan De tro! Nej tak, – det skal vi ikke ha’
noget af.

( Hun driver atter hen over gulvet og sætter sig i
lænes gyngestolen. Solness går også til bordet)

Hilde

(ligesom fortsættende)

– for her er da vel andet at ta’ sig til, end sligt
noget. (ser smilende på ham) Mener ikke De og-
så det?

Solness

Forstår sig. Først og fremst så skal De vel om-
kring i butikkerne og få fiffet Dem rigtig op.

Hilde

,
(lystig)

Nej, jeg tror helst jeg la’r være det!

Solness

Så?

Faksimile

60.

Hilde

Ja, for jeg har sat alle pengene mine overstyr,
må De vide.

Solness

( lér )

Hverken kuffert eller penge altså!

Hilde

Ingen af delene. Men skidt, – det kan også være
det samme nu.

Solness

Se, det kan jeg rigtig like Dem for!

Hilde

Bare for det?

Solness

For det ene med det andet. (sætter sig i lænestolen)
Lever Deres far endnu?

Hilde

Ja, far lever.

Solness

Og nu tænker De kanske på at studere herinde?

Hilde

Nej, det er ikke faldt mig ind.

Solness

Faksimile

17.

61.

Men De blir da vel her i nogen tid, véd jeg?

Hilde

Alt efter som det føjer sig.

( Hun sidder en stund og gynger sig og ser
på ham, halvt alvorlig, halvt med et under-
trykt smil. Derpå tager hun hatten af og læg-
ger den foran sig på bordet.)

Hilde

Bygmester Solness?

Solness

Ja?

Hilde

Er De svært glemsom, De?

Solness

Glemsom? Nej, ikke så vidt jeg véd.

Hilde

Men vil De da sletikke til at snakke med mig
om det deroppe fra?

Solness

(studser et øjeblik)

Oppe fra Lysanger? (ligegyldig) Nå, det er da
ikke stort at snakke om, det, synes jeg.

Hilde

Faksimile

62.

(ser bebrejdende på ham)

Hvorfor skal De nu sidde og si’ sligt!

Solness

Nå, så snak De til mig om det da.

Hilde

Da tårnet var færdigt, så havde vi stor stads i
byen.

Solness

Ja, den dagen glemmer jeg ikke så let.

Hilde

(smiler.)

Ikke det? Det er snildt af Dem, det!

Solness

Snildt ?

Hilde

Der var musik på kirkegården. Og mange, man-
ge hundrede mennesker. Vi skolepiger var hvid-
klædte, vi. Og så havde vi flag allesammen.

Solness

Å jo, de flagene, – de husker jeg rigtignok!

Hilde

Så steg De rakt opover stilladset. Lige op til det
allerøverste. Og en stor krans havde De med Dem.

Faksimile

63.

{o}Og den kransen hængte De helt oppe på vi{d}nd-
fløjen.

Solness

(kort, afbrydende)

Jeg brugte så dengang. For det er en gammel skik,
det.

Hilde

Det var så vidunderlig spæn{ <...> }dende at stå der-
nede og sé op til Dem. Tænk, om han nu faldt
h udover! Han, – bygmesteren selv!

Solness

(ligesom afledende)

Ja, ja, ja, det kunde sgu’ godt ha’ hændt, det. For
en af disse her hvidklædte dævelungerne, – hun
bar sig slig og skreg slig op til mig –

Hilde

(tindrende glad)

«Hurra for bygmester Solness»! Ja!

Solness

– og vifted og svinged slig med flaget si{g}t at jeg –
at jeg næsten blev ør i hodet af sé på det.

Hilde

.
(sagtere, alvorlig)

Faksimile

64.

Den dævelungen, – det var mig det.

Solness

(fæster øjnene stivt på hende)

Det er jeg viss på nu. Det må ha’ været Dem.

Hilde

(atter livfuld)

For det var så forfærdelig dejligt og spændende. Jeg
kunde ikke skønne at der fandtes en bygmester i
hele verden, som kunde bygge så umådelig højt
tårn. Og så at De stod allerøverst deroppe selv! Lys-
levende! Og at De sletikke blev en smule svimmel!
Det var nu det aller mest – så’n – svimlende at tæn-
ke sig.

Solness

Hvoraf vidste De da så sikkert at jeg ikke var –?

Hilde

(afvisende)

Nej da! Fy! Det kendte jeg indvendig. For ellers så
kunde De jo ikke ståt og sunget deroppe.

Solness

(ser forundret på hende)

Sunget? Sang jeg?

Hilde

Faksimile

18.

65.

Ja, det gj{ø}orde De da rigtignok.

Solness

(ryster på hodet)

Jeg har aldrig sunget en tone i mit liv.

Hilde

Jo, De sang dengang. Det hørtes som harper
i luften.

Solness

(tankefuld)

Det no er noget forunderligt noget, – dette her.

Hilde

(tier en stund, ser på ham og siger dæmpet)

Men så, – bagefter, – så kom jo det rigtige.

Solness

Det rigtige?

Hilde

(tindrende livlig)

Ja, det behøver jeg da vel ikke at minde Dem om?

Solness

Å jo, mind mig lidt om det også.

Hilde

Kan De ikke huske at der blev holdt stor middag
for Dem i klubben?

Faksimile

66.

Solness

Jo vel. Det må ha’ været samme eftermiddagen,
det. For næste morgen så rejste <...> jeg.

Hilde

Og fra klubben var De bedt hjem hos os til aftens.

Solness

Det er ganske rigtig, frøken Wangel. Mærkvær-
dig, hvor godt De har <...> indpræntet Dem alle disse
småtingene.

Hilde

Småting! Jo, De er god! Var det kanske en små-
ting, det også, at jeg var alene i stuen da De kom?

Solness

Var De altså det?

Hilde

,
(uden at svare ham)

Dengang kaldte De mig ikke for dævelunge.

Solness

Nej, det gjorde jeg vel ikke.

Hilde

De sa’ at jeg var dejlig i den hvide kjolen. Og at
jeg så’ ud som en liden prinsesse.

Solness

Faksimile

67.

Det gjorde De visst også, frøken Wangel. Og
dertil – så let og fri, som jeg kendte mig den dagen –

Hilde

Og så sa’ De, at når jeg blev stor, så skulde jeg
være Deres prinsesse.

Solness

( lér lidt)

Se, se, – sa’ jeg det også?

Hilde

Ja, De gjorde det. Og da jeg så spurte , hvor
længe jeg skulde vente, så så sa’ De, at De vilde
komme igen om ti år, – som et trold, – og bortføre
mig. Til Spanien eller noget sligt. Og der skulde
De købe et kongerige til mig, lovte De.

Solness

(som før)

Ja, efter en god middag ser en ikke så nøje på
skillingen. Men sa’ jeg virkelig alt dette her?

Hilde

( lér stille)

Ja. Og De sa’ også, hvad det kongeriget skulde
hede.

Solness

Faksimile

68.

Nå da?

Hilde

Det skulde hede kongeriget Appelsinia, sa’ De.

Solness

Nå, det var jo et appetitligt navn.

Hilde

Nej, jeg likte det sletikke. For det var jo som
om De vilde gøre N nar af mig.

Solness

Men det var da visst ikke min mening.

Hilde

Nej, det skulde en jo rigtignok også tro. Efter det,
som De gjorde bagefter, så –

Solness

Hvad i alverden gjorde jeg da bagefter?

Hilde

Jo, det mangled bare at De havde glemt det og-
så! For sligt noget må en da vel sagtens huske,
véd jeg.

Solness

Ja, ja, sæt mig bare lidt på glid, så kanske –. Nå?

Hilde

(ser fast på ham)

Faksimile

19.

69.

De tog og kyssed mig, bygmester Solness.

Solness

(med åben mund, rejser sig op fra stolen)

Gjorde jeg!

Hilde

Jaha, De gjorde det. De tog mig med begge ar-
mene og bøjed mig bagover, og kyssed mig. Man-
ge gange.

Solness

Nej, men kære, snille frøken Wangel –!

Hilde

(rejser sig)

De vil da vel aldrig nægte det?

Solness

Jo, det vil jeg rigtignok nægte!

Hilde

(ser hån{ <...> }lig på ham)

Nå så.

( Hun vender sig og går langsomt tæt hen til
ovnen, hvor hun blir stående bortvendt og ube-
vægelig med hænderne på ryggen. Kort ophold)

Solness

(går varsomt hen bag hende)

Faksimile

70.

Frøken Wangel –?

Hilde

(tier og rører sig ikke)

Solness

Stå nu ikke der som en stenstøtte. Dette her, De
sa’, det må være noget, som De har drømt. (lægger
hånden på hendes arm) Hør nu her –

Hilde

(gør en utålmodig bevægelse med armen)

Solness

.
(som om en tanke skyder op i ham)

Eller –! Bi lidt! – Her stikker noget dybere un-
der, skal De sé !

Hilde

(rører sig ikke)

Solness

(dæmpet men med eftertryk)

Jeg må ha’ tænkt på alt dette her. Jeg må ha’ villet
det. Ha’ ønsket det. Havt lyst til det. Og så –. Skul-
de det ikke hænge slig sammen?

Hilde

(tier fremdeles)

Solness

Faksimile

71.

(utålmodig)

Nå ja, ja, for fan’, – så har jeg gjort det også da!

Hilde

(drejer lidt på hodet, men uden at sé på ham)

Tilstår De altså nu?

Solness

Ja. Alt, hvad De vil.

Hilde

At De tog og slog armene om mig?

Solness

Ja da!

Hilde

Og bøjed mig bagover?

Solness

Svært langt bagover.

Hilde

Og kyssed mig?

Solness

Ja, jeg gjorde det.

Hilde

Mange gange?

Solness

Så mange, De bare vil.

Faksimile

72.

Hilde

(vender sig rask imod ham og har igen det tin-
drende glade udtryk i øjnene)

Nå, ser De at jeg fik lokket det ud af Dem tilslut!

Solness

(drager på smilebåndet)

Ja, tænk bare, – at jeg kunde glemme sligt noget.

Hilde

(atter lidt mut, går fra ham)

Å, De har vel kysset så mange i Deres dage, De, kan
jeg tænke.

Solness

Nej, det må De da ikke tro om mig.

(Hilde sætter sig i lænestolen. Solness står og
støtter sig til gyngestolen)

Solness

(ser iagttagende på hende)

Frøken Wangel?

Hilde

Ja?

Solness

Hvorledes var det nu? Hvad blev det så videre
til, – dette med os to?

Faksimile

20.

73.

Hilde

Det blev jo ikke til noget mere. Det véd De da
vel. For så kom jo de andre fremmede, og så – isch!

Solness

Ja rigtig! De andre kom. At jeg kunde glem-
me det også.

Hilde

Å, De har såmænd ingenting glemt. Bare skam-
met Dem lidt. En glemmer da ikke sligt noget,
véd jeg.

Solness

Nej, det skulde jo synes så.

Hilde

(atter livfuld, ser på ham)

Eller har De kanske også glemt, hvad dag det
var?

Solness

Hvad dag –?

Hilde

Ja, hvad dag hejste De kransen på tårnet? Nå?
Sig det straks!

Solness

Hm, – selve dagen har jeg, min sæl’ , glemt.

Faksimile

74.

Jeg véd bare at det var for ti år siden. Så’n ud-
over høstparten.

Hilde

,
(nikker flere gange langsomt med hodet)

Det var for ti år siden. Den 19de September.

Solness

Jaha, det var vel så ved lag. Sé , det mindes De
også, De! (standser) Men bi lidt –! Jo, – idag har
vi også den 19de September.

Hilde

Ja, vi har det. Og de ti år er gåt. Og De kom ik-
ke, – som De havde lovet mig.

Solness

Lovet Dem? Skræmt Dem med, mener De vel?

Hilde

Jeg synes ikke, det var noget at skræmme med, det.

Solness

Nå, narret Dem lidt med da.

Hilde

Var det bare det, De vilde? Narre mig?

Solness

Nå, eller spøge lidt med Dem da! Jeg husker det,
gud hjælpe mig, ikke. Men noget sligt noget har

Faksimile

75.

det vel været. For De var jo bare et barn dengang.

Hilde

Å, jeg var kanske ikke så rent barn heller. Ik-
ke så’n en tøsunge, som De tror.

Solness

(ser forskende på hende)

Har De rigtig for ramme alvor gåt og tænkt
at jeg vilde komme igen?

Hilde

(dølger et halvt drillende smil)

Ja da! Jeg havde ventet mig det af Dem.

Solness

At jeg vilde komme hjem til Deres og ta’ Dem med
mig?

Hilde

Akkurat som et trold, ja.

Solness

Og gøre Dem til prinsesse?

Hilde

De lovte mig jo det.

Solness

Og gi’ Dem et et kongerige også?

Hilde

Faksimile

76.

(ser op mod loftet)

Hvorfor ikke det da? For det behøvte jo ikke at
netop at være så’nt et almindeligt, rigtigt konge-
rige heller.

Solness

Men noget andet, som var lige så godt?

Hilde

Ja, mindst lige så godt. (ser lidt på ham) Kun-
de De bygge de højeste kirketårne i verden, så
måtte De vel sagtens kunde gøre udvej til et
eller andet slags kongerige også, – tænkte jeg
mig.

Solness

(ryster på hodet)

Jeg kan ikke rigtig få rede på Dem, frøken
Wangel.

Hilde

Kan De ikke det? Jeg synes, det er så ligetil, jeg.

Solness

Nej, jeg kan ikke bli’ klog på om De mener alt
det, som De siger. Eller om De bare sidder så’n
og driver spas –

Hilde

Faksimile

21.

77.

(smiler)

Gør nar, kanske? Jeg også?

Solness

Ja netop. Gør nar. Af os begge to. (ser hen
på hende) Har De længe vidst at jeg var gift?

Hilde

Ja, det har jeg da vidst hele tiden. Hvorfor
spør’ De om det?

Solness

(henkastende)

Nej, nej, det faldt mig bare så’n ind. (ser al-
vorlig på hende og siger dæmpet) Hvorfor er De
kommen?

Hilde

Fordi jeg vil ha’ fat i mit kongerige. Nu er jo
fristen ude.

Solnes

( lér uvilkårligt)

Jo, De er god, De!

Hilde

(lystig)

Ryk ud med mit kongerige, bygmester! (banker
med fingeren) Kongeriget på bordet!

Faksimile

78.

Solness

(skyver gyngestolen nærmere og sætter sig)

Alvorlig talt, – hvorfor er De kommen? Hvad vil
De egentlig ˹gøre˺ her?

Hilde

Å, for det første så vil jeg nu gå omkring og sé
på alt det, som De har bygget.

Solness

Da får De mere end nok at løbe om efter.

Hilde

Ja, De har jo bygget så forfærdelig meget.

Solness

Jeg har det. Mest i de senere årene.

Hilde

Mange kirketårne også? Så’ne unådelig høje?

Solness

Nej. Jeg bygger ingen kirketårne nu mere Og in-
gen kirker heller.

Hilde

Hvad bygger De nu da?

Solness

Hjem for mennesker.

Hilde

Faksimile

79.

(eftertænksom)

Kunde De ikke gøre lidt – lidt så’n kirketårn
over de hjemmene også?

Solness

(studser)

Hvad mener De med det?

Hilde

Jeg mener, – noget, som peger – ligesom frit til-
vejrs. Med fløjen så svimlende højt oppe.

Solness

(grubler lidt)

Mærkværdig nok, at De siger det. For det er jo
netop det, jeg allerhelst vilde.

Hilde

(utålmodig)

Men hvorfor gør De det så ikke da!

Solness

(ryster på hodet)

Nej, for menneskene vil ikke ha’ det.

Hilde

Tænk, – at de ikke vil de{ <...> }t <...> !

Solness

(lettere)

Faksimile

80.

Men nu bygger jeg mig et nyt hjem. Her lige over
for.

Hilde

Til Dem selv?

Solness

Ja. Det er omtrent færdigt. Og på det er der et
tårn.

Hilde

Højt tårn?

Solness

Ja.

Hilde

Svært højt?

Solness

Folk vil visst si’ at det er altfor højt. For et hjem
at være.

Hilde

Det tårnet vil jeg ud og sé på straks imorgen tidlig.

Solness

(sidder med hånden under kind og stirrer på hende)

Sig mig, frøken Wangel, – hvad heder De? Til for-
navn, mener jeg.

Hilde

Faksimile

22.

81.

Jeg heder jo Hilde.

Solness

(som før)

Hilde? Så?

Hilde

Sanser De ikke det da? De kaldte mig jo selv
Hilde. Den dagen, da De var uskikkelig.

Solness

Gjorde jeg det også?

Hilde

Men dengang sa’ De lille Hilde. Og det likte
jeg ikke.

Solness

Så De likte ikke det, frøken Hilde?

Hilde

Nej. Ikke ved den lejlighed. – For resten – «prinsesse
Hilde» –. Det vil komme til at ta’ sig ganske godt
ud, synes jeg.

Solness

Ja vel. Prinsesse Hilde af – af –. Hvad var det
nu, kongeriget skulde hede?

Hilde

Isch d{et}a da! Det dumme kongerige vil jeg ikke

Faksimile

82.

vide noget af. Jeg vil ha’ mig et ganske andet et,
jeg!

Solness

(har lænet sig tilbage i stolen og ser fremdeles på
hende)

Er det ikke underligt –? Jo mere jeg tænker o-
ver det nu, – så står det for mig, som om jeg i hele
lange år har gåt her og pint mig med – hm –

Hilde

Med hvad?

Solness

Med at komme på noget – noget sådan { <...> }oplevet,
som jeg syntes, jeg måtte ha’ glemt igen. Men al-
drig så fik jeg tag i, hvad det kunde være.

Hilde

De skulde slåt knude på Deres lommetørklæde,
bygmester.

Solness

Så havde jeg vel bare gåt og funderet på, hvad
den knuden kunde betyde.

Hilde

Å ja, der gi’es vel slige trold i verden også.

Solness

Faksimile

83.

(rejser sig langsomt op)

Det var inderlig godt at De kom til mig nu.

Hilde

(ser dybt på ham)

Var det godt?

Solness

For jeg har siddet her så alene. Og stirret så rent
hjælpeløs på det altsammen. (sagtere) Jeg skal
si’ Dem, – jeg er begyndt at bli’ så ræd, – så ra-
sende ræd for ungdommen.

Hilde

(blæser)

Pyh, – er ungdommen noget at bli’ ræd for!

Solness

Ja, just den. Derfor så har jeg låset og stængt
mig inde. (hemmelighedsfuldt) De skal vide, at
ungdommen vil komme her og dundre på port- ˹døren˺
ten! Bryde ind til mig!

Hilde

Så synes jeg, De skulde gå ud til og lukke op
for ungdommen da.

Solness

Lukke op?

Faksimile

84.

Hilde

Ja. Så ungdommen kunde få slippe ind til
Dem. Så’n med det gode.

Solness

Nej, nej, nej! Ungdommen, – det er gengæl-
delsen, det, ser De. Den kommer i spidsen for
omslaget. Ligesom under en ny fane.

Hilde

(rejser sig, ser på ham og siger med en dirrende
trækning om munden)

Kan De bruge mig til noget, bygmester?

Solness

Ja, det kan jeg da rigtignok nu! For De kom-
mer også – ligesom under en ny fane, synes jeg.
Ungdom imod ungdom altså –!

(Doktor Herdal kommer ind gennem forstue-
døren)

Doktor Herdal

Nå, – er De og frøkenen her endnu?

Solness

Ja. Vi har havt mangt og meget at snakke om,
vi to.

Hilde

Faksimile

23.

85.

Både gammelt og nyt.

Doktor Herdal

Nej, har De det?

Hilde

Å, det har været så svært morsomt. For byg-
mester Solness – han har så’n en rent ubegribe-
lig hukommelse, han. Alle mulige småting så
husker han dem på flækken.

(Fru Solness kommer gennem døren tilhøjre )

Fru Solness

Se så, frøken Wangel, nu er værelset i orden
til Dem.

Hilde

Å, hvor snil De er imod mig!

Solness

(til fruen)

Barnekammerset?

Fru Solness

Ja. Det mellemste. Men først så skulde vi vel
tilbords.

Solness

,
(nikker til Hilde)

Hilde skal sove i barnekammerset, hun.

Faksimile

86.

Fru Solness

(ser på ham)

Hilde?

Solness

Ja, frøken Wangel heder Hilde. Jeg har kendt
hende da hun var barn.

Fru Solness

Nej, har du det, Halvard? Nå, vær så god da.
Der er dækket.

( Hun tar doktor Herdals arm og går ud med
ham til højre)

(Hilde har imens samlet sine rejsesager sammen)

Hilde

,
(sagte og hurtigt til Solness)

Er det sandt, som De sa’? Kan De bruge mig
til noget?

Solness

(tar sagerne fra hende)

De er den, som jeg sårest har har savnet.

Hilde

(ser på ham med glade forundrede øjne og slår
hænderne sammen)

Men du store, dejlige verden –!

Faksimile

87.

Solness

(spændt)

Nå –?

Hilde

Så har jeg jo kongeriget da!

Solness

(uvilkårlig)

Hilde –!

Hilde

,
(atter med det dirrende drag om munden)

Næsten, – havde jeg nær sagt.

( Hun går ud til højre. Solness følger hende)

Faksimile

88.

Anden akt.

(En smukt udstyret, mindre salon hos byg-
m{ <...> ndr }ester Solness. På bagvæggen glasdør ud til
veranda og have. Til højre et brudt hjørne med
karnap, hvori blomsteropsatser og et stort vin-
du. Et tilsvarende brudt hjørne til venstre. I
dette en liden tapet{ <...> }dør. På hver af sidevægge-
ne en almindelig dør. Foran til højre konsol-
bord med stort spejl. Blomster og planter i rig
opstilling. Foran til venstre sofa med bord og
stole. Længere tilbage et bogskab. Ude på gul-
vet, foran karnappet, et lidet bord og et par sto-
le. Det er tidlig formiddag)

(Bygmester Solness sidder ved det lille bord
med Ragnar Broviks mappe opslået foran sig.
Han blader i tegningerne og ser nøje på nogle
af dem. Fru Solness går lydløst om med en li-
den vandkande og steller med blomsterne. Hun
er sortklædt som før. Hendes hat, overtøj og para-
sol ligger på en stol ved spejlet. Solness følger

Faksimile

24.

89.

hende et par gange uformærket med øjnene.
Ingen af dem taler)

(Kaja Fosli kommer stilfærdig i døren tilven-
stre )

Solness

(vender hodet og siger ligegyldig henkastend{ <...> }e)

Nå, er det Dem?

Kaja

Jeg vilde bare melde at jeg er kommen.

Solness

Ja, ja, det er godt. Er ikke Ragnar der også?

Kaja

Nej, ikke endnu. Han måtte bli’ lidt og vente på
doktoren. Men siden vilde han komme og forhøre
sig –

Solness

Hvorledes <...> står det sig med den gamle idag?

Kaja

Dårlig. Han be’r så meget undskylde at han må
bli’ liggende dagen over.

Solness

Bevar’s vel. La’ ham endelig det. Men gå så De
til Deres arbejde.

Faksimile

Kaja

Ja. (standser ved døren) Vil De kanske snakke
med Ragnar når han kommer?

Solness

Nej, – jeg véd ikke noget så’n særligt.

(Kaja går ud igen til venstre)

(Solness sidder fremdeles og blader i tegningerne)

Fru Solness

(henne ved planterne)

Gad vide, om han ikke dør, han også.

Solness

(ser hen på hende)

Han også? Hvem andre da?

Fru Solness

(uden at svare)

Jo, jo; gamle Brovik – han dør visst også nu, Hal-
vard. Du skal nok få sé det.

Solness

Kære Aline, skulde du ikke ud og gå lidt?

Fru Solness

Jo, jeg skulde jo egentlig det.

( Hun blir ved at stelle med blomsterne)

Solness

Faksimile

91.

(bøjet over tegningerne)

Sover hun endnu?

Fru Solness

( sér på ham)

Er det frøken Wangel, du sidder og tænker på?

Solness

(ligegyldig)

Jeg kom så’n til at huske på hende.

Fru Solness

Frøken Wangel er oppe for længe siden.

Solness

Nå, er hun det?

Fru Solness

Da jeg var derinde sad hun og stelled med sit
tøj.

( Hun går foran spejlet og begynder lang-
somt at sætte hatten på)

Solness

(efter et {h}kort ophold)

Så fik vi da brug for et barnekammers allige-
vel, vi, Aline.

Fru Solness

Ja, vi fik jo det.

Faksimile

92.

Solness

Og jeg synes, det er bedre, det, end at altsammen
skal stå tomt .

Fru Solness

Dette tomme er så rent forfærdeligt. Det har du
ret i.

Solness

(lukker mappen, rejser sig og går nærmere)

Du skal bare få sé det, Aline, at herefter blir det
nok bedre for os. Langt hyggeligere. Lettere at le-
ve. – Især da for dig.

Fru Solness

(ser på ham)

Herefter?

Solness

Ja, tro du mig, Aline –

Fru Solness

Mener du, – fordi hun er kommen her?

Solness

(betvinger sig)

Jeg mener naturligvis, – når vi først får flyttet
ind i det nye huset.

Fru Solness

Faksimile

25.

93.

(tar overtøjet)

Ja, tror du det, Halvard? At det blir bedre da?

Solness

Jeg kan da aldrig tænke mig andet. Og det tror
da vel sagtens du også?

Fru Solness

Jeg tror ingen verdens ting om det nye huset.

Solness

,
(forstemt)

Det er rigtignok ilde at høre for mig, dette her.
For det er da vel mest for din skyld at jeg har byg-
get det.

( Han vil hjælpe hende med tøjet)

Fru Solness

(unddrager sig)

I ˹grunden˺ gør du så altfor meget for min skyld.

Solness

(med en viss hæftighed )

Nej, nej, sligt noget må du sletikke sige, Aline! Jeg
tåler ikke at høre den slags ting af dig!

Fru Solness

Nå, så skal jeg ikke sige det da, Halvard.

Solness

Faksimile

94.

Men jeg blir ved mit, jeg. Du skal nok få sé det, at
det vil lage sig bra’ for dig der over i det nye.

Fru Solness

Å gud , – bra’ for mig –!

Solness

(ivrig)

Jo da! Jo da! Vær bare sikker på det, du! For der,
ser du, – der blir der så utrolig meget, som kom-
mer til at minde dig om dit eget –

Fru Solness

Om det, som havde været fars og mors. – Og som brænd-
te op – altsammen.

Solness

(dæmpet)

Ja, ja, du stakkers Aline. Det var et forfærdelig hårdt
slag for dig, det.

Fru Solness

(udbrydende i klage)

Du kan bygge så meget, du i verden vil, Halvard,
– for mig får du aldrig bygget noget rigtigt hjem
op igen!

Solness

(går henover gulvet)

Faksimile

95.

Nå, så la’ os i guds navn ikke snakke mere
om dette her da.

Fru Solness

Vi plejer jo ellers aldrig at snakke om det heller.
For du skyder det bare ifra dig –

Solness

(standser brat og ser på hende)

Gør jeg? Og hvorfor skulde jeg gøre det? Skyde
det ifra mig?

Fru Solness

Å jo, jeg forstår dig så godt, Halvard. Du vil
jo så gerne skåne mig. Og undskylde mig også.
Alt, – hvad du bare kan.

Solness

(med forbausede øjne)

Dig! Er det dig, – dig selv, du taler om, Aline!

Fru Solness

Ja, det må da vel være om mig, véd jeg.

Solness

(uvilkårligt, hen for sig)

Det også!

Fru Solness

For med det gamle huset, – med det fik det nu

Faksimile

96.

endda være som det være vilde. Herregud, – når
nu engang ulykken var ude, så –

Solness

Ja, det har du ret i. Ulykken rå’r en jo ikke
for, – siges der.

Fru Solness

Men det forfærdelige, som branden drog efter sig –!
Det er det! Det, det, det!

Solness

(heftig)

Bare ikke tænke på det, Aline!

Fru Solness

Jo, just det må jeg tænke på. Og få tale om det
endelig engang også. For jeg synes ikke jeg kan
bære det længer. Og så at jeg aldrig har lov til at
tilgi’ mig selv –!

Solness

(i udbrud)

Dig selv –!

Fru Solness

Ja, for jeg havde jo pligter til to sider. Både imod
dig og imod de små. Jeg skulde ha’ gjort <...> mig
hård. Ikke ladt skrækken få slig magt over mig.

Faksimile

26.

97.

Ikke heller sorgen fordi hjemmet var brændt for
mig. (vrider hænderne) Å, om jeg bare havde
kunnet, Halvard!

Solness

(sagte, rystet, går nærmere)

Aline, – du må love mig at du allrig mere vil
tænke de tanker. – Lov mig endelig det du!

Fru Solness

Å gud , – love! Love! En kan jo love, hvad det
så skal være –

Solness

(knuger hænderne og går henover gulvet)

Å, det er da også fortvilet, er det! Aldrig en solstrå-
le! Ikke så meget som et strejflys engang ind i
hjemmet!

Fru Solness

Her er jo ikke noget hjem, Halvard.

Solness

Å nej, du må så sige. (tungt) Og gud véd, om
du ikke får ret i det, at det ikke blir bedre for os i
det nye huset heller.

Fru Solness

Det blir det aldrig. Lige tomt. Lige øde. Der som her.

Faksimile

98.

Solness

( hæftig )

Men hvorfor i alverden har vi så bygget det da?
Kan du sige mig det?

Fru Solness

Nej, det får du svare dig selv på.

Solness

.
(skotter mistænksomt til hende)

Hvad mener du med det, Aline?

Fru Solness

Hvad jeg mener?

Solness

Ja, for fan’ –! Du sa’ det så underligt. Som om du
havde en bagtanke ve med det.

Fru Solness

Nej, det kan jeg rigtignok forsikre dig –

Solness

(går nærmere)

Å, mange tak, – jeg véd nok, hvad jeg véd. Og jeg bå-
de ser og jeg hører også, jeg, Aline. Det kan du li-
de på!

Fru Solness

Men hvad for noget da? Hvad for noget?

Faksimile

99.

Solness

(stiller sig foran hende)

Finder du kanske ikke ud en lumsk, bortgemt
mening i det uskyldigste ord, som jeg bare siger?

Fru Solness

Jeg, siger du! Gør jeg det!

Solness

( lér )

Håhåhå! Det er jo nokså rimeligt, det, Aline!
Når du har at trækkes med en syg mand i hu-
set, så –

Fru Solness

(angstfuld)

Syg! Er du s{ <...> }yg, Halvard!

Solness

(bryder ud)

En halvg{ <...> }al mand da! En forrykt mand!
Kald mig, hvad du vil.

Fru Solness

(famler efter stolryggen og sætter sig)

Halvard, – for gud i himmelens skyld –!

Solness

Men I tar fejl, begge to. Både du og doktoren.

Faksimile

100.

Det er ikke slig fat med mig.

( Han går op og ned ad gulvet. Fru Solness føl-
ger ham ængstelig med øjnene. Derpå går han
hen til hende)

Solness

(rolig)

I grunden fejler der mig ingen verdens ting.

Fru Solness

Nej, ikke sandt! Men hvad er der så ivejen med
dig da?

Solness

Det er det, at jeg mangen gang holder på at segne
under denne forfærdelige gældsbyrden –

Fru Solness

Gæld, siger du! Men du står jo ikke i gæld til nogen,
Halvard!

Solness

(sagte, bevæget)

I bundløs skyld og gæld til dig, – til dig, – til dig,
Aline.
rejser sig lan

Fru Solness

(rejser sig langsomt)

Faksimile

27.

101.

Hvad er der bagved alt dette her? Sig det lige-
så godt straks.

Solness

Men der er jo ingenting bagved! Jeg har al-
drig gjort dig noget ondt. Ikke med vidende
og vilje ialfald. Og så alligevel – så kendes det
som om en knugende skyld lå og tynged på
mig.

Fru Solness

En skyld imod mig?

Solness

Mest imod dig.

Fru Solness

Så er du – syg alligevel, Halvard.

Solness

(tungt)

Må vel være det. Eller noget sligt noget.
(ser mod døren tilhøjre , som åbnes) Nå! Nu lys-
ner det.

(Hilde Wangel kommer ind. Hun har ændret
et og andet ved sin dragt. Kjoleskø{t}rtet er ned-
hæftet)

Hilde

Faksimile

102.

Godmorgen, bygmester!

Solness

(nikker)

Sovet godt?

Hilde

Vidunderlig dejligt! Ligesom i en vugge. Å, –
ligget og strækket mig som – som en prinsesse!

Solness

(smiler lidt)

Rigtig tilpas altså.

Hilde

Skulde mene det.

Solness

Og drømt sagtens også?

Hilde

Ja da. Men det var fælt.

Solness

Så?

Hilde

Ja, for jeg drømte at jeg faldt udover en forfærde-
lig høj, brat fjeldvæg. Drømmer De aldrig sligt
noget, De?

Solness

Faksimile

103.

Å jo, – en gang imellem, så –

Hilde

Det er så svært spændende – når en så’n daler
og daler.

Solness

Det kendes ligesom isnende, synes jeg.

Hilde

Trækker De benene op under Dem mens det
står på?

Solness

Ja, så højt jeg bare kan.

Hilde

Det gør jeg også.

Fru Solness

(tar parasollen)

Nu får jeg nok gå ud i byen, jeg, Halvard. (til
Hilde) Og så skal jeg sé at ta’ et og andet med,
som De kan ha’ brug for.

Hilde

(vil kaste sig om hendes hals)

Å , kæreste, dejligste fru Solness! De er da rigtig
altfor snil også! Forfærdelig snil –

Fru Solness

Faksimile

104.

(afværgende, gør sig løs)

Å langt ifra da. Det er jo bare min pligt, det.
Og derfor gør jeg det så gerne.

Hilde

(fortrydelig, spidser munden)

Forresten synes jeg såmænd at jeg godt kan gå i
gaderne, – så pænt, som jeg har fåt det til nu. El-
ler kan jeg kanske ikke det?

Fru Solness

Oprigtig talt så tror jeg nok at en og anden vilde
sé lidt efter Dem.

Hilde

(blæser)

Pyh! Ikke andet? Det er jo bare morsomt, det.

Solness

(i dulgt, ondt lune)

Ja, men folk kunde falde på at tro at De også var
gal, ser De.

Hilde

Gal? Er der da så svært mange gale her i byen?

Solness

(peger sig på panden)

Her ser De en slig en idetmindste.

Faksimile

28.

105.

Hilde

De, – bygmester!

Fru Solness

Uf! Nej men kære, snille Halvard da!

Solness

Har De endnu ikke mærket det?

Hilde

Nej, det har jeg da rigtignok ikke. (besinder sig
og lér lidt) Jo, kanske i en eneste ting alligevel.

Solness

Nå, hører du det, Aline?

Fru Solness

Hvad er så det for en ting da, frøken Wangel?

Hilde

Nej, det siger jeg ikke.

Solness

Å jo, sig det!

Hilde

Nej tak, – så gal er jeg ikke.

Fru Solness

Når du og frøken Wangel blir alene, så siger
hun det nok, Halvard.

Solness

Faksimile

106.

Ja så, – tror du det?

Fru Solness

Å ja da. For du har jo kendt hende så godt før.
Helt siden hun var barn, – fortæller du.

( Hun går ud gennem døren tilvenstre )

Hilde

(lidt efter)

Kan Deres frue sletikke like mig, hun?

Solness

Synes De, De kunde mærke sligt noget på hende?

Hilde

Kunde ikke De selv mærke det da?

Solness

(undvigende)

Aline er ble’t så svært folkesky i de sidste årene.

Hilde

Er hun det også?

Solness

Men hvis De bare kunde få lære hende rigtig at
kende –. Ja, for hun er så snil – og så god – og så
bra’ igrunden –

Hilde

(utålmodig) [HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.]

Faksimile

107.

Men når hun det er, – hvorfor skulde hun så
gi’ sig til at sige dette her om pligt!

Solness

Om pligt?

Hilde

Ja, hun sa’ jo at hun vilde gå ud og købe no-
get til mig. Fordi det var hendes pligt, ˹–˺ sa’ hun.
Å, jeg kan ikke udstå det stygge fæle ordet!

Solness

Hvorfor ikke det da?

Hilde

Nej, for det høres så koldt og spidst og stikken-
de. Pligt – pligt – pligt. Finder ikke De også det?
At det ligesom stikker en?

Solness

Hm, – har ikke tænkt så nøje over det.

Hilde

Jo da! Og når hun er så snil, – som De fortæller,
hun er, – hvorfor skulde hun så sige sligt?

Solness

Men herregud , hvad skulde hun da ha’ sagt?

Hilde

Hun kunde jo sagt at hun vilde gøre det fordi

Faksimile

108.

hun likte mig så forfær{e<...> }delig godt. Så’nt no-
get kunde hun ha’ sagt. Noget, som var rigtig
varmt og hjerteligt, forstår De.

Solness

(ser på hende)

Er det så, De vil ha’ det?

Hilde

Ja, just så.

( Hun går om S på gulvet, standser ved bog-
skabet og ser på bøgerne)

Hilde

De har svært mange bøger, De.

Solness

Å, jeg har lagt mig til en del.

Hilde

Læser De i alle de bøgerne også?

Solness

Før i tiden prøvte jeg på det. Læser De?

Hilde

Nej da! Aldrig i verden – nu mere. For jeg kan
så ikke finde sammenhængen i det alligevel.

Solness

Just slig er det med mig også.

Faksimile

29.

109.

(Hilde driver lidt om, standser ved det lille bord,
åbner mappen og blader i den)

Hilde

Er det Dem, som har tegnet alt dette her?

Solness

Nej, det er en ung mand, jeg har til at hjælpe
mig.

Hilde

En, som De selv har lært op?

Solness

Å ja, han har vel sagtens lært noget af mig også.

Hilde

(sætter sig)

Så er han vel svært flink da? (ser lidt på en tegning)
Er han ikke det?

Solness

Å ikke så værst. Til mit brug, så –

Hilde

Jo da! Han må visst være græsselig flink.

Solness

Synes De, De kan sé det på tegningerne?

Hilde

Pyt, – det krimskramset! Men når han har gå’t i

Faksimile

110.

lære hos Dem, så –

Solness

Å, for den sags skyld –. Her er mange her, som har
lært af mig ,. Og lige klejne blir de for det.

Hilde

(ser på ham og ryster på hodet)

Nej, om jeg så skulde dø, så skønner jeg ikke at
De kan være så dum.

Solness

Dum? Synes De jeg er så svært dum da?

Hilde

Ja, det synes jeg rigtignok. Når De kan gi’ Dem til
at gå her og lære alle de fyrene op, så –

Solness

(studser)

Nå? Og hvorfor ikke det?

Hilde

(rejser sig, halvt alvorlig, halvt leende)

Isch, nej da, bygmester! Hvad skal det være godt
for! Ingen anden andre end De skulde ha’ lov til at
bygge. De skulde være ganske alene om det. Gøre
det altsammen selv. Nu véd De det.

Solness

Faksimile

111.

(uvilkårlig)[HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.]

Hilde –!

Hilde

Nå?

Solness

Hvordan i alverden er De kommen ind på det-
te her?

Hilde

Synes De, det er så un rent galt tænkt af mig,
det, da?

Solness

Nej, ikke for det. Men nu skal jeg si’ Dem noget.

Hilde

Nå da?

Solness

Jeg går her – uafladelig – i stilhed og i ensom-
hed – og tumler med den samme tanken.

Hilde

Ja, det er da nokså rimeligt, det, synes jeg.

Solness

(ser lidt spejdende på hende)

{ <...> }Og det har De sagtens alt lagt mærke til.

Hilde

Faksimile

112.

Nej, det har jeg såmænd slet ikke.

Solness

Men før, – da De sa’ at De trode jeg var – forkért {,}?
Så’n i én ting –?

Hilde

Å, jeg tænkte på noget ganske andet da.

Solness

På hvad forn noget andet?

Hilde

Det kan jo være Dem det samme, bygme{ <...> }ster.

Solness

(går henover gulvet)

Ja, ja, – som De vil. (standser ved karnappet)
Kom her hen, så skal jeg vise Dem noget.

Hilde

(går nærmere)

Hvad er det?

Solness

Ser De, – der borte i haven –?

Hilde

Ja?

Solness

(peger ud)

Faksimile

30.

113.

Lige over det store stenbruddet –?

Hilde

Det nye huset, mener De?

Solness

Det, som er under bygning, ja. Næsten fuldt fær-
digt.

Hilde

Det har et svært højt tårn, synes jeg.

Solness

Stilladset står endnu.

Hilde

Er det Deres nye hus, det?

Solness

Ja.

Hilde

Det huset, som De snart vil flytte ind i?

Solness

Ja.

Hilde

(ser på ham)

Er der barnekammerser i det huset også?

Solness

Tre, ligesom her.

Faksimile

114.

Hilde

Og ingen barn.

Solness

Kommer ingen heller.

Hilde

(med et halvt smil)

Ja, er det så ikke, som jeg sa’ –?

Solness

At –?

Hilde

At De er – så’n – lidt gal alligevel.

Solness

Var det dette her, De tænkte på?

Hilde

Ja, på alle de tomme barnekammerserne, som
jeg lå og sov i.

Solness

(sænker stemmen)

Vi har havt barn, – Aline og jeg.

Hilde

(ser spændt på ham)

Har De –!

Solness

Faksimile

115.

To små gutter. Begge var de lige gamle.

Hilde

Tvillinger da.

Solness

Ja, tvillinger. Det er nu en elleve–tolv år siden.

Hilde

(varsomt)

Og begge to er altså –? De tvillingerne har De
altså ikke nu længer?

Solness

(stille bevæget)

Vi beholdt dem bare så’n en snes dage. Eller
knapt nok det. (bryder ud) Å Hilde, hvor det
er rent utrolig godt for mig at De kom! For nu
endelig har jeg da fåt én, som jeg kan snakke
med!

Hilde

Kan De da ikke det med – med hende også?

Solness

Ikke om dette her. Ikke så’n, som jeg vil og må.
(tungt) Og ikke om så meget andet heller.

Hilde

(dæmpet)

Faksimile

116.

Var det bare det, De mente, da De sa’ at De be-
høvte mig?

Solness

Nærmest var det vel det. Igår da. For idag véd
jeg ikke længer så rigtig – (afbrydende) Kom her
og la’ os sætte os, Hilde. Sæt De Dem der i sofa-
en, – så De har haven for øjne.

(Hilde sætter sig i sofahjørnet.)

Solness

(rykker en stol nærmere)

Har De lyst til at høre på det?

Hilde

Ja, jeg vil svært gerne sidde og høre på Dem.

Solness

(sætter sig)

Så skal jeg si’ Dem det altsammen da.

Hilde

Nu har jeg både haven og Dem for øjne, bygme-
ster. Fortæl mig så! Straks!

Solness

(peger mod karnapvinduet)

Der borte på højden, – hvor De altså ser det nye
huset –

Faksimile

31.

117.

Hilde

Ja?

Solness

– der bode Aline og jeg i de første årene. For der-
oppe lå der dengang et gammelt hus, som havde
hørt hendes mor til. Og det ˹fik˺ vi efter hende. Og he-
le den store haven, <...> den fik vi med.

Hilde

Var der tårn på det huset også?

Solness

Ikke spor af sligt noget. Det var en stor, styg,
mørk tr{e}ækasse at sé til udvendig. Men nokså
lunt og hyg hyggeligt inde alligevel.

Hilde

Rev De så det gamle skrammelet ned da?

Solness

Nej. Det brændte for os.

Hilde

Altsammen?

Solness

Ja.

Hilde

Var det en svær ulykke for Dem, det?

Faksimile

118.

Solness

Li’som en tar det til. Som bygmester kom ˹jeg˺ ivejret
på den branden –

Hilde

Nå, men –?

Solness

Vi havde netop fåt de to små gutterne dengang –

Hilde

De stakkers tvillingerne, ja.

Solness

De kom så sunde og trivelige til verden. Og vokse
gjorde ˹de˺ fra dag til dag, så en tydelig kunde sé det.

Hilde

Småbarn vokser svært i de første dagene.

Solness

Det var det vakkreste syn, én kunde sé for sine
øjne, når Aline lå der med dem begge to. – Men så
kom brandnatten –

Hilde

,
(spændt)

Hvad skede! Si’ det da! Brændte nogen inde!

Solness

Nej; ikke det. Alle blev reddet godt og vel ud af

Faksimile

119.

huset –

Hilde

Nå, men hvad så –?

Solness

Skrækken havde rystet Aline så forfærdelig
stæ{k}rkt. Brandlarmen, – udflytningen – så’n o-
ver hals og hode, – og det til og med i den isende
nattekulden –. For de måtte jo bæres ud, slig,
som de lå der. Både hun og de små.

Hilde

Tålte de så ikke det da?

Solness

Jo, de tålte det nok. Men med Aline blev det til
feber. Og den gik over i mælken. Amme dem selv,
det vilde hun jo endelig. For det var hendes pligt,
sa’ hun. Og begge vore smågutter, de – (knuger
hænderne) de – å!

Hilde

De stod ikke det over?

Solness

Nej, det stod de ikke over. Det var det, som tog
dem fra os.

Hilde

Faksimile

120.

Det må visst ha’ været forfærdelig svært for
Dem.

Solness

Svært nok for mig. Men tifold sværere for
Aline. (knytter hænderne i stille raseri) Å , at
sligt noget kan få lov til at gå for sig her i ver-
den! (kort og fast) Fra den dag, jeg misted dem,
bygged jeg nødig kirker.

Hilde

Kanske ikke gerne kirketårnet oppe hos os hel-
ler?

Solness

Ikke gerne. Jeg véd, hvor glad og let jeg var da
det tårnet stod færdig.

Hilde

Det véd jeg også.

Solness

Og nu bygger jeg aldrig – aldrig sligt noget
mere! Hverken kirker eller kirketårne.

Hilde

(nikker langsomt)

Bare huse, som der kan bo folk i.

Solness

Faksimile

32.

121.

Hjem for mennesker, Hilde.

Hilde

Men hjem med høje tårne og spir på.

Solness

Helst det. (slår over i en lettere tone) Ja, ser
De, – som sagt, – den branden, den bragte mig
ivejret, den. Som bygmester da.

Hilde

Hvorfor kalder De Dem ikke arkitekt lige-
som de andre?

Solness

Har ikke lært grundig nok til det. Det, jeg kan,
det har jeg for det meste gåt og fundet ud selv.

Hilde

Men ivejret kom De da alligevel, bygmester.

Solness

Ovenpå branden, ja. Næsten hele haven styk-
ked jeg ud i villatomter. Og der fik jeg bygge, ak-
kurat som jeg selv vilde ha’ det. Og så gik det jo
strygende for mig.

Hilde

,
(ser forskende på ham)

De må visst være en svært lykkelig mand, De. Slig,

Faksimile

122.

som De har det.

Solness

,
(formørket)

Lykkelig? Siger De også det? Ligesom alle da andre.

Hilde

Ja, for det synes jeg da De må. Når De bare kun-
de la’ være at tænke på de to små barnene, så –

Solness

(langsomt)

De to små barnene, – de er ikke så greje at komme
ifra, de, Hilde.

Hilde

(lidt usikker)

Står de endnu så svært ivejen. Så lange, lange
tider bagefter?

Solness

(ser fast på hende, uden at svare)

Lykkelig mand, sa’ De –

Hilde

Ja, men er De da ikke det, – for resten?

Solness

(blir ved at sé på hende)

Da jeg fortalte Dem dette her om branden – hm –

Faksimile

123.

Hilde

Nå da!

Solness

Var der så ikke én særlig tanke, som De –
så’n fæsted Dem ved?

Hilde

(besinder sig forgæves)

Nej. Hvad for en tanke skulde det være?

Solness

(med dæmpet eftertryk)

Ene og alene ved den branden blev jeg sat i
stand til at bygge hjem for mennesker. Hygge-
lige, lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele bar-
neflokken kunde leve leve i tryg og glad fornem-
melse af at det er en svært lykkelig ting, det, at væ-
re til i verden. Og mest det, at høre hverandre til –
så’n i stort og i småt.

Hilde

(ivrig)

Ja, men er det ikke en svær lykke for Dem, det, at
De kan gøre slige nogen dejlige hjem da?

Solness

Prisen, Hilde. Den forfærdelige pris, jeg måtte

Faksimile

124.

betale for at få komme til.

Hilde

Men er da sletikke det til at vinde sig udover?

Solness

Nej. For at komme til at bygge hjem for andre,
måtte jeg gi’ afkald, – for alle tider gi’ afkald
på at få et hjem selv. Jeg mener et hjem for bar-
neflokken. Og for far og mor også.

Hilde

(varsomt)

Men måtte De da det? For alle tider, si’r De?

Solness

(nikker langsomt)

Det var prisen for den lykken, som folk går og
snakker om. (ånder tungt) Den lykken, – hm, – den
lykken, den var ikke billigere at få, den, Hilde.

Hilde

(som før)

Men kan ikke det kanske bli’ godt endnu?

Solness

Aldrig i verden. Aldrig det. Det er også en følge
af branden. Og af Alines sygdom bagefter.

Hilde

Faksimile

33.

125.

(ser på ham med et ubestemmeligt udtryk)

Og så bygg{r}er De endda alle disse barnekam-
merserne.

Solness

(alvorlig)

Har De aldrig mærket det, Hilde, at det umuli-
ge – det ligesom lokker og roper på en?

Hilde

(tænker sig om)

Det umulige? (livfuld) Jo da! Har De det også
på det sæt?

Solness

Ja, jeg har det.

Hilde

Så er der vel – så’n lidt trold i Dem også da?

Solness

Hvorfor trold?

Hilde

Nå, hvad vil da De kalde sligt noget?

Solness

(rejser sig)

Nej, nej, kan så være, det. ( hæftig ) Men må jeg ik-
ke bli’ til et trold, – slig som det støt og stadig går

Faksimile

126.

mig i alting! I alting!

Hilde

Hvorledes mener De det?

Solness

(dæmpet, i indre bevægelse)

Læg mærke til, hvad jeg siger Dem, Hilde. Alt
det, som jeg nåde til at virke, bygge, skabe i skøn-
hed, i tryghed, i lun hygge, – i storladenhed også –
(knytter hænderne) Å, er det ikke forfærdeligt
at tænke sig bare –!

Hilde

Hvad er da så forfærdeligt?

Solness

At alt det må jeg gå her og veje op. Betale for.
Ikke med penge. Men med menneskelykke. Og
ikke med min egen lykke alene. Men med andres
også. Ja, ja, ser De det, Hilde! Den pris har min
kunstnerplads kostet mig og and – og andre.
Og hver evige dag må jeg gå her og sé på at prisen
blir betalt for mig påny. Om igen, og om igen, –
og altid om igen!

Hilde

(rejser sig op og ser ufravendt på ham)

Faksimile

127.

Nu tænker De visst på – på hende.

Solness

Ja. Nærmest på Aline. For Aline – hun { ku }havde
sit livskald, have hun også. Ligeså godt, som jeg
havde mit. (dirrer i stemmen) Men hendes livs-
kald, det måtte forkludres, det, knuges, knæk-
kes sønder og sammen, – for at mit kunde vinde
frem til – til et slags stor sejr. Ja, for De skal vide
det, at Aline – hun havde sine anlæg til at bygge,
hun også.

Hilde

Hun! Til at bygge?

Solness

(ryster på hodet)

Ikke huse og tårne og spi{ l }r – og sligt noget, som
jeg går og driver på med –

Hilde

Nå, men hvad da?

Solness

(blødt og bevæget)

Til at bygge op små barnesjæle, Hilde. Bygge
barnesjæle op slig at de kunde rejse sig i ligevægt
og i ædle, vakkre former. Så de kunde højne sig

Faksimile

128.

til ranke, voksne menneskesjæle. Dette her var
det, som Aline havde anlæg for. – Og alt det, det
ligger nu der. Ubrugt og ubrugt – og ubruge-
ligt herefter. Og til ingen verdens nytte. – Ak-
kurat som grushaugene efter en brand.

Hilde

Ja, men selv om nu så var –?

Solness

Det er så! Det er så! Jeg véd det.

Hilde

Nå, men De er da i alle fald ikke skyld i det.

Solness

(fæster øjnene på hende og nikker langsomt)

Ja, sé , det er det store, forfærdelige spørsmål, det.
Det er tvilen, som nager mig – både nat og dag.

Hilde

Dette her!

Solness

Ja, sæt nu som så. At jeg havde skylden. P{ e }å en
måde da.

Hilde

De! For det branden!

Solness

Faksimile

34.

129.

For det hele. For alt sammen. – Og så˹ , ˺ kanske –
så rent uskyldig alligevel.

Hilde

(ser bekymret på ham)

Å bygmester, – når De kan si’ sligt noget, så er
De jo – syg alligevel da.

Solness

Hm, – blir nok aldrig i verden så’n rigtig frisk
i det stykke.

(Ragnar Brovik åbner varsomt den lille dør
i hjørnet tilvenstre )

(Hilde går frem på gulvet)

Ragnar

(da han ser Hilde)

Å –. Undskyld, herr Solness –

( Han vil trække sig tilbage)

Solness

Nej, nej, bli’ De bare. Så er det gjort.

Ragnar

Å ja, – kunde det såsandt det!

Solness

Det går jo ikke bedre med Deres far, hører jeg.

Ragnar

Faksimile

130.

Med far går det fort nedad nu. Og derfor be’r jeg
Dem så bønlig, – gi’ mig et par gode ord på et af
bladene! Noget, som far kan få læse før han –

Solness

( hæftig )

De må ikke snakke mere til mig om de tegnin-
gerne Deres!

Ragnar

Har De set på dem.

Solness

Ja, – jeg har det.

Ragnar

Og de duer ikke til noget? Og jeg duer vel heller
ikke?

Solness

(undvigende)

Bli’ De her hos mig, De, Ragnar. De skal få alt,
som De selv vil ha’ det. Så kan De gifte Dem med
Kaja. Leve sorgløs. Lykkelig kanske også. Bare
ikke tænke på at bygge selv.

Ragnar

Ja, ja, så får jeg gå hjem og si’ far det da. For det
lovte jeg ham. – Skal jeg si’ far det – før han dør?

Faksimile

131.

Solness

(vånder sig)

Å, si˹’˺ g ham, – si˹’˺ g ham, hvad De vil for mig. Bedst,
ikke at si’ ham noget! (udbrydende) Jeg kan ikke
handle anderledes end jeg gør, Ragnar!

Ragnar

Må jeg da få ta’ tegningerne med mig?

Solness

Ja, ta’ dem, – ta’ dem bare! De ligger der på bordet.

Ragnar

(går derhen)

Tak.

Hilde

(lægger hånden på mappen)

Nej, nej, la’ dem ligge.

Solness

Hvorfor det?

Hilde

Jo, for jeg vil også sé på dem.

Solness

Men De har jo – (N<...> (til Ragnar) Nå, så la’ dem
bli’ liggende her da.

Ragnar

Faksimile

132.

Gerne det.

Solness

Og gå så straks hjem til Deres far.

Ragnar

Ja, jeg får vel det.

Solness

,
(som fortvilet)

Ragnar, – De må ikke kræve noget af mig, som
jeg ikke kan! Hører De det, Ragnar! De må ik-
ke det!

Ragnar

Nej, nej. Undskyld –

( Han bukker og går ud gennem hjørnedøren.)

(Hilde går hen og sætter sig på en stol ved spejlet)

Hilde

(ser vred på Solness)

Dette her var svært stygt af Dem.

Solness

Synes De også det?

Hilde

Ja rigtig fælt stygt, var det. Og hårdt og ondt og
grusomt også.

Solness

Faksimile

35.

133.

grusomt også.

Solness

Å, De skønner ikke, hvorledes jeg har det.

Hilde

Alligevel –. Nej, De skulde ikke være slig, De.

Solness

De sa’ jo selv nu nylig at det bare var mig, som
skulde <...> ha’ lov til at bygge.

Hilde

Sligt kan jeg si’. Men De må ikke.

Solness

Jeg sagtens mest. Så dyrt, som jeg har købt min
plads.

Hilde

Nå ja, – med noget, som De kalder for huslig hyg-
ge – og sligt noget.

Solness

Og med min sjælefred på købet.

Hilde

(rejser sig)

Sjælefred! (inderlig) Ja, ja, det har De ret i! –
Stakkers bygmester, – De bilder Dem jo ind at –

Solness

Faksimile

134.

(med en stilfærdig, klukkende latter)

Sæt De Dem nu bare ned igen, Hilde. Så skal
De få høre løjer.

Hilde

(spændt, sætter sig)

Nå da?

Solness

Det høres ud som en så latterlig liden ting. For
hele stadsen drejer sig bare om en spræk i en skor-
stenspibe, ser De.

Hilde

Ikke om noget andet?

Solness

Nej, ikke så’n til at begynde med.

( Han flytter en stol nærmere hen til Hildes og sæt-
ter sig)

Hilde

(utålmodig, banker sig på knæet)

Sprækken i skorstenspiben altså!

Solness

Jeg havde lagt mærke til den revnen i piben læn-
ge, længe før det brændte. Hver gang jeg var oppe på
mørkloftet, så jeg efter om den var der endnu.

Faksimile

135.

Hilde

Og den var?

Solness

Ja. For ingen andre vidste om den.

Hilde

Og De sa’ ingenting?

Solness

Nej, jeg gjorde ikke det.

Hilde

Tænkte ikke på at gøre piben istand heller?

Solness

Tænkte nok, – men kom aldrig videre. Hver gang
jeg vilde gå ivej med det, var det akkurat li’som en
hånd la’ sig imellem. Ikke idag, tænkte jeg. Imorgen.
Blev aldrig til noge{n}t.

Hilde

Ja, men hvorfor gik De nu slig og søled da{,}! bygmester?!

Solness

Fordi jeg gik i funderinger. (langsomt og dæmpet)
Gennem den lille svarte sprækken i skorstenspiben
kunde jeg kanske vinde mig tilvejrs – som bygmester.

Hilde

,
(ser frem for sig)

Faksimile

136.

Det må ha’ været spændende.

Solness

Uoverkommeligt næsten. Helt uoverkommeligt. For
dengang stod det for mig som noget så let og så lige-
til altsammen. Jeg vilde at det skulde være så’n ved
vintertid. Lidt før vintertid middag. Jeg skulde væ-
re ude og køre Aline i spidsslæden. Folkene hjemme,
de havde fyret svært i ovnene –

Hilde

Ja, for det skulde vel være fælt koldt den dagen?

Solness

Temmelig skærende – så’n. Og de vilde, at Aline skul-
de ha’ det rigtig godt og varmt når hun kom ind.

Hilde

For hun er visst frysende af sig, hun.

Solness

Hun er det. Og så skulde det være på hjemvejen at vi
så røgen.

Hilde

Bare røgen?

Solness

Først { <...> }røgen. Men da vi kom frem til haveporten, så
stod hele den gamle trækassen i væltende ildslue{ <...> }r. –

Faksimile

36.

137.

Så’n var det, jeg vilde ha’ det, ser De.

Hilde

Men herregud , at det ikke kunde kommet slig da!

Solness

Ja, det må De nok sige, Hilde.

Hilde

Nå, men hør nu her, bygmester. Er De nu også så
ganske viss på at branden kom fra den lille sprækken
i skorstenspiben?

Solness

Nej, tvert imod. Jeg er ganske viss på at sprækken i skor-
stenspiben sletikke havde noget så’n med branden at
gøre.

Hilde

Hvad for noget!

Solness

Det er bragt fuldt på det rene, det, at branden brød ud
i et klædekammers, – på en ganske anden kant af huset.

Hilde

Men hvad er det så De sidder og våser om denne her
sprukne skorstenspiben da!

Solness

Må jeg få snakke lidt mere med Dem, Hilde?

Faksimile

138.

Hilde

Ja, hvis De bare vil snakke fornuftig, så –

Solness

Skal prøve på det.

( Han flytter sin stol nærmere)

Hilde

Ryk ud med det da, bygmester.

Solness

(fortrolig)

Tror ikke De også det, Hilde, at der findes enkelte ud-
kårne, udvalgte mennesker, som har fåt nåde og magt
og evne til at ønske noget, begære noget, ville noget – så
ihærdigt og så – så ubønhørligt – at de må få det til-
slut. Tror De ikke det?

Hilde

(med et ubestemmeligt udtryk i øjnene)

Hvis så er, vil vi sn engang få sé – om jeg hører til de
udkårne.

Solness

Det er ikke en selv alene, som virker så store ting.
Å nej, – hjælperne og tjenerne, – de får nok være med, de
også, hvis det skal bli’ til noget. Men de kommer aldrig
af sig selv, de. En må rope rigtig ihærdig på dem. Så’n

Faksimile

139.

indvendig da, skønner De.

Hilde

Hvad er det for nogen hjælpere og tjenere, de? det?

Solness

Å, det kan vi snakke om en anden gang. La’ os nu bli’
ved dette her med branden.

Hilde

Tror De ikke at den b˹r˺anden var kommet ligefuldt –
om ikke De havde ønsket det?

Solness

Havde gamle Knut Brovik ejet huset, så var det
aldrig i verden brændt så belejligt for ham. Det er jeg
så sikker på. For han forstår ikke at rope på hjæl-
perne, han. og ikke på de tjenende heller. (rejser sig
i uro) Ser De, Hilde, – det er altså alligevel mig, som
er skyld i at begge smågutterne måtte bøde med livet.
Og er jeg kanske ikke skyld i det også, at Aline ikke
er ble’t til det, som hun skulde og kunde. Og som hun
helst vilde.

Hilde

Ja, men når det nu bare er disse hjælperne og tjenerne,
så –?

Solness

Faksimile

140.

Hvem ropte på hjælperne og tjenerne? Det gjorde jeg!
Og så kom de og føjed sig under min vilje. (i stigende
oprør) Det er det, som godtfolk kalder at ha’ lykken
med sig. Men jeg skal sige Dem, jeg, hvorledes den lyk-
ken kendes! Den kendes som et stort, hudløst sted her
på brystet. Og så går hjælperne og tjenerne og flår hud-
stykker af andre mennesker for at lukke mit sår! –
Men såret heles ikke endda. Aldrig, – aldrig! Å, om
De vidste, hvor det kan sv suge og svie iblandt.

Hilde

(ser opmærksomt på ham)

De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg næsten.

Solness

Si’ gal. For det mener De jo.

Hilde

Nej, jeg tror ikke det skorter Dem videre på forstanden.

Solness

På hvad da? Ud med det!

Hilde

Jeg gad vide, jeg, om De ikke er født til verden med en
skranten samvittighed.

Solness

Skranten samvittighed? Hvad er det for noget dæ-

Faksimile

141.

velskab?

Hilde

Jeg mener, at samvittigheden er svært skral hos Dem.
Så’n finbygget. Tåler ikke at ta’ tag. Ikke løfte og bæ-
re det, som tungt er.

Solness

(brummer)

Hm! Hvorledes skulde så samvittigheden være da,
må jeg spørge?

Hilde

Hos Dem vilde jeg helst at samvittigheden skulde
være så’n – så’n rigtig robust.

Solness

Så? Robust? Nå. Har De kanske en robust sam-
vittighed?

Hilde

Ja, jeg tror nok det. Jeg har ikke mærket andet.

Solness

Har vel ikke været sat synderlig på prøve heller,
tænker jeg.

Hilde

(med en dirrende dragning om munden)

Å, det var da ikke så ligetil at rejse ifra far, som

Faksimile

142.

jeg holder så forfærdelig af.

Solness

Å hv{ <...> }ad! Så’n for en måneds tid eller to –

Hilde

Jeg kommer visst aldrig hjem igen.

Solness

Aldrig? Hvorfor rejste De fra ham da?

Hilde

(halvt alvorlig, halvt drillende)

Har De nu glemt det igen det, at de ti årene er omme?

Solness

Å snak. Var der et eller andet ivejen hjemme? Nå?

Hilde

(helt alvorlig)

Det var dette her indeni mig, som jog og pisked
mig hid. Lokked og drog mig også.

Solness

.
(ivrig)

Der har vi det! Der har vi det, Hilde! Der bor trold i
Dem også. Li’som i mig. For det er troldet i en, ser
De, – det er det, som roper på magterne udenfor. Og
så må en gi’ sig, – enten en så vil eller ikke.

Hilde

Faksimile

143.

Jeg tror næsten De har ret, bygmester.

Solness

(går om på gulvet)

Å, der er så urimelig mange dævler til i verden, som
en ikke ser, Hilde!

Hilde

Dævler også?

Solness

(standser)

Snille dævler og onde dævler. Lyshårede dævler og
svarthåre{ <...> }de. Vidste en bare altid, om det er de lyse
eller de mørke, som har tag i en! (driver om) Håhå!
Det var ingen sag da!

Hilde

(følger ham med øjnene)

Eller en havde en rigtig frodig, struttende sund
samvittighed. Så en turde det, en helst vilde.

Solness

(standser ved konsolbordet)

Jeg tror nu, de fleste er lige så store skrælinger, som
jeg, i det stykke.

Hilde

Kan såmænd godt være, det.

Faksimile

144.

Solness

(læner sig til bordet)

I sagabøgerne –. Har De læst noget i disse her ˹gamle˺ sa-
gabøgerne?

Hilde

Ja da! I den tiden jeg læste bøger, så –

Solness

I sagabøgerne står der om vikinger, som sejled til
fremmede lande og plyndred og brændte og slog mænd
ihjæl –

Hilde

Og fanged kvinder –

Solness

– og beholdt dem hos sig –

Hilde

– tog dem hjem med sig på skibene –

Solness

– og bar sig ad med dem, som – som de værste trold.

Hilde

(ser hen for sig med et halvt tilsløret blik)

Jeg synes, det måtte være spændende.

Solness

(med en kort, brummende latter)

Faksimile

38.

145.

Ja, at fange kvinder, ja?

Hilde

At bli’ fanget.

Solness

(ser et øjeblik på hende)

Nå så.

Hilde

(ligesom afbrydende)

Men hvor vil De så hen med disse her by<...> vikingerne,
bygmester?

Solness

Jo, for de karene, de havde robust samvittighed,
de! Når de kom hjem igen så kunde de både æde og
drikke. Og glade som barneunger var de også[HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.]. Og
kvinderne da! De vilde mangengang sletikke ifra
dem igen. Kan De skønne sligt, Hilde?

Hilde

De kvinderne kan jeg så forfærdelig godt skønne.

Solness

Åhå! Kanske De selv kunde gøre ligedan?

Hilde

Hvorfor ikke det?

Solness

Faksimile

146.

Leve sammen – frivillig – med så’n en voldsm{en}and?

Hilde

Hvis det var en voldsmand, som jeg var kommet til at
holde rigtig af, så –

Solness

Kunde De da komme til at holde af en slig en?

Hilde

Herregud, en kan da ikke selv hjælpe for, hvem en kom-
mer til at holde af, véd jeg.

Solness

(ser eftertænksom på hende)

Å nej, – det er vel troldet indeni en, som rå’r for det.

Hilde

(med en halv latter)

Og så alle disse velsignede dævlerne, som De kender så
godt. Både de lyshårede og de mørkhårede.

Solness

(varmt og stille)

Så vil jeg ønske at dævlerne vælger nænsomt for Dem
da, Hilde.

Hilde

For mig har de alt valgt. En gang for alle.

Solness

Faksimile

147.

(ser dybt på hende)

Hilde, – De er ligesom en vild skogfugl, De.

Hilde

Langt ifra det. Jeg gemmer mig ikke bort under
buskerne.

Solness

Nej, nej. Der er nok snarere noget af rovfuglen i
Dem.

Hilde

Snarere det – kanske. ( <...> i stor hæftighed ) Og hvorfor
ikke rovfugl! Hvorfor skulde jeg ikke gå på rov,
jeg også? Ta’ det bytte, jeg har lyst til? Hvis jeg så-
sandt kan få kløerne i det da. Vinde bugt med det.

Solness

Hilde, – véd De, hvad De er for noget?

Hilde

Ja, jeg er jo så’n en slags underlig fugl.

Solness

Nej. De er ligesom en gryende dag. Når jeg ser på
Dem, – da er det som om jeg så imod solopgangen.

Hilde

Sig mig, bygmester, – er De viss på, at De aldrig
har ropt på mig? Så’n indvendig?

Faksimile

148.

Solness

(sagte og langsomt)

Jeg tror næsten at jeg må ha’ gjort det.

Hilde

Hvad vilde De med mig?

Solness

De er ungdommen, De, Hilde.

Hilde

(smiler)

Ungdommen, som De er så ræd for?

Solness

(nikker langsomt)

Og som jeg igrunden stunder så sårt imod.

(Hilde rejser sig, går hen til det lille bord og henter
Ragnar Broviks mappe.)

Hilde

(med glade tindrende øjne (rækker mappen mod ham)

Det var altså disse her tegningerne –

Solness

(kort, afvisende)

Læg de grejerne væk! Jeg har set nok på dem.

Hilde

Ja, men De skal jo skrive på dem for ham.

Faksimile

39.

149.

Solness

Skrive på dem! Aldrig i verden.

Hilde

Men når nu den stakkers gamle manden ligger
for døden da! Kan De så ikke gøre ham og sønnen
en glæde før de skilles? Og kanske han så kunde
få bygge efter dem også.

Solness

Ja, det er jo netop det, han kan. Det har han nok
sikkret sig, han, – den mosjøen.

Hilde

Men herregud , – når så er, – kan De så ikke lyve en
bitte liden smule da?

Solness

Lyve? (rasende) Hilde, – gå fra mig med de fan-
dens tegningerne!

Hilde

(trækker mappen lidt til sig)

Nå, nå, nå, – bid mig da ikke. – De snakker om trold,
De. Jeg synes, De selv bær’ Dem ad som et trold. (ser
sig om) Hvor har De pen og blæk?

Solness

Har ikke sligt noget herinde.

Faksimile

150.

Hilde

(går mod døren)

Men ude hos den frøkenen har De da –

Solness

Bli’ hvor De er, Hilde! – Jeg skulde lyve, sa’ De. Å ja,
for hans gamle fars skyld kunde jeg nok det. For ham
har jeg engang knækket. Kastet overende.

Hilde

Ham også?

Solness

Jeg trængte plads for mig selv. Men denne her Ragnar, –
han må ikke for nogen pris få lov til at komme frem.

Hilde

Stakker, det gør han vel heller ikke. Når han ikke
duer til noget, så –

Solness

(nærmere, ser på hende og hvisker)

Kommer Ragnar Brovik frem, så slår han mig til
jorden. Knækker mig, – ligesom jeg gjorde med hans
far.

Hilde

Knækker Dem! Duer han da?

Solness

Faksimile

151.

Ja, det kan De lide på, at han duer! Han er den
ungdom, som står færdig til at banke på hos mig. Og
gøre det af med hele bygmester Solness.

Hilde

,
(ser stille bebrejdende på ham)

Og endda så vilde De stænge ham ude. Fy, bygmester!

Solness

Den har kostet hjerteblod nok, den kamp, jeg har kæm-
pet. – Og så er jeg ræd at hjælperne og tjenerne, de lyst-
rer mig ikke længer.

Hilde

Så får De lægge ivej på egen hånd da. Der er ikke an-
det for.

Solness

Håbløst, Hilde. Omslaget kommer. Lidt før eller lidt
senere. For gengældelsen, den er ubønhørlig, den.

Hilde

(i angst, holder sig for ørerne)

Snak da ikke sligt noget! Vil De ta’ livet a’ mig! Ta’
fra mig det, som er mig mere end livet!

Solness

Og hvad er det?

Hilde

Faksimile

152.

At sé Dem stor. Sé Dem med en krans i hånden. Højt,
højt oppe på et kirketårn. (atter rolig) Nå, frem med
blyanten da. For en blyant har De vel på Dem?

Solness

(tar sin tegnebog frem)

Her har jeg en.

Hilde

(lægger mappen på sofabordet)

Godt. Og så sætter vi os her, vi to, bygmester.

(Solness sætter sig ved bordet)

Hilde

(bag ham, læner sig over stolryggen)

Og så skriver vi på tegningerne. Rigtig, rigtig pænt og
varmt skriver vi. For denne her stygge Roar – eller
hvad han heder.

Solness

(skriver nogle linjer, drejer hodet og ser op på hende)

{s}Si’ mig en ting, Hilde.

Hilde

Ja?

Solness

Når De nu altså har gå’t og ventet på mig i ti år –

Hilde

Faksimile

40.

153.

Hvad så?

Solness

Hvorfor skrev De ikke til mig? Så kunde jeg ha’
svaret Dem.

Hilde

,
(hurtig)

Nej, nej, nej da! Det var just det, jeg ikke vilde ha’.

Solness

Hvorfor ikke?

Hilde

Jeg var ræd for at det kunde gå istykker for mig da.
– Men vi skulde jo skrive på tegningerne, bygmester.

Solness

Vi skulde jo det.

Hilde

(bøjer sig fremover og ser til mens han skriver)

Så godt og hjertevarmt. Å, hvor jeg hader, – hvor
jeg hader denne Roald –

Solness

(skrivende)

Har De aldrig holdt så’n rigtig af nogen, De,
Hilde?

Hilde

Faksimile

154.

(hårdt)

Hvad siger De?

Solness

Om De aldrig har holdt af nogen.

Hilde

Af nogen anden, mener De vel?

Solness

(ser op på hende)

Af nogen anden, ja. Har De aldrig det? I disse ti åre-
ne? Aldrig?

Hilde

Å jo, så en gang imellem. Når jeg var rigtig gal
på Dem fordi De ikke kom.

Solness

Da brød De Dem om andre også?

Hilde

En liden smule. For en uges tid eller så. Herregud, byg-
mester, De véd da vel, hvorledes sligt noget har sig.

Solness

Hilde, – hvad er det, De er kommen for?

Hilde

Spild ikke tiden med snak. Den stakkers gamle
manden kunde gerne ligge der og dø for os imens.

Faksimile

155.

Solness

Svar mig, Hilde. Hvad er det, De vil mig?

Hilde

Jeg vil ha’ mit kongerige.

Solness

Hm –

( Han ser flygtigt mod døren tilvenstre og vedbli-
ver så at skrive på tegningerne)

(Fru Solness kommer ind i det samme. Hun har
nogle pakker med sig)

Fru Solness

Her har jeg ta’t med mi{t}g lidt til Dem, frøken Wangel.
De store pakkerne blir sendt ud siden.

Hilde

Å, hvor det er inderlig snilt af Dem alligevel!

Fru Solness

Bare simpel pligt. Sletikke andet.

Solness

(læser det skrevne igennem)

Aline!

Fru Solness

Ja?

Solness

Faksimile

156.

Så du om hun – bogholdersken var derude?

Fru Solness

Ja naturligvis var hun der.

Solness

,
(lægger tegningerne i mappen)

Hm –

Fru Solness

Hun stod ved pulten, som hun altid plejer – når
jeg går igennem værelset.

Solness

(rejser sig.)

Så vil jeg gi’ det til hende da. Og si’ hende, at –

Hilde

,
(tar mappen fra ham)

Å nej, la’ da mig få ha’ den glæden! (går mod døren men
vender sig) Hvad heder hun?

Solness

Hun heder frøken Fosli.

Hilde

Isch, det høres jo så koldt! Til fornavn, mener jeg?

Solness

Kaja, – tror jeg.

Hilde

Faksimile

41.

157.

(åbner døren og råber ud)

Kaja! Kom her ind! Skynd Dem! Bygmesteren vil
snakke med Dem.

(Kaja Fosli kommer indenfor døren)

Kaja

(ser forskræmt på ham)

Her er jeg –?

Hilde

(rækker hende mappen)

Se her, Kaja! De kan ta’ dette her til Dem. For nu har
bygmesteren skrevet på.

Kaja

Å, endelig da!

Solness

Gi’ det til den gamle så fort De kan.

Kaja

Jeg vil gå straks hjem med det.

Solness

Ja, gør det. Og så kan jo Ragnar komme til at bygge.

Kaja

Å, må han få komme her hen og takke Dem for alt –?

Solness

(hårdt)

Faksimile

158.

Jeg vil ingen tak ha’! Hils og si’ ham det fra mig.

Kaja

Ja, jeg skal –

Solness

Og si’ ham så med det samme at herefter har jeg ikke
nogen brug for ham. Og ikke for Dem heller.

Kaja

(sagte og bævende)

Ikke for mig heller!

Solness

Nu får De jo andre ting at tænke på. Og ta’ vare. Og det
er jo bare bra’, det. Ja, gå så hjem med tegningerne,
frøken Fosli. Fort! Hører De det!

Kaja

(som før)

Ja, herr Solness.

( Hun går ud)

Fru Solness

Gud, for nogen lumske øjne hun har.

Solness

Hun! Det stakkers lille fæet.

Fru Solness

Åh, – jeg ser nok, hvad jeg ser, jeg, Halvard. – Siger du

Faksimile

159.

dem virkelig op?

Solness

Ja.

Fru Solness

Hende også?

Solness

Var det ikke så, du helst vilde ha’ det?

Fru Solness

Men at du kan u{d}ndvære hende –? Å ja, du har vel
sagtens en i baghånden, du, Halvard.

Hilde

(lystig)

Ja jeg duer ialfald ikke til at stå ved skrivepulten.

Solness

Nå, nå, nå, – det gir sig nok, Aline. Nu skal du bare
tænke på at flytte ind i det nye hjemmet – så fort du
kan. Ikveld hejser vi kransen oppe – (vender sig til
Hilde) helt øverst oppe på tårnspiret. Hvad siger De til
det, frøken Hilde?

Hilde

(stirrer på ham med tindrende øjne)

Det blir forfærdelig dejligt at få sé Dem så højt op-
pe igen.

Faksimile

160.

Solness

Mig!

Fru Solness

Å gud , frøken Wangel, forestil Dem da ikke sligt noget!
Min mand –! Så svimmel, som han er!

Hilde

Svimmel! Nej, det er han da rigtignok ikke!

Fru Solness

Å jo såmænd er han så.

Hilde

Men jeg har jo selv set ham øverst oppe på et højt kirke-
tårn!

Fru Solness

Ja, jeg hører jo folk snakker om det. Men det er så
rent umuligt –

Solness

( hæftigt )

Umuligt, – umuligt, ja! Men jeg stod nu deroppe, alli-
gevel, jeg!

Fru Solness

Nej, hvor kan du nu sige det, Halvard? Du tåler jo ik-
ke engang at gå ud på altanen heroppe i anden etage.
Slig har du jo altid været.

Faksimile

42.

161.

Solness

Du kunde kanske få sé noget andet ikvæld.

Fru Solness

(angst)

Nej, nej, nej! Det skal jeg da med guds hjælp al-
drig få sé ! For jeg vil straks skrive til doktoren. Og
han skal nok få dig fra det.

Solness

Men Aline da –!

Fru Solness

Jo, for du er jo syg, Halvard! Dette her kan ikke være
noget andet! Å gud , – å gud !

( Hun går skyndsomt ud til højre )

Hilde

,
(ser spændt på ham)

Er det så eller er det ikke?

Solness

At jeg er svimmel?

Hilde

At min bygmester ikke tør, – ikke kan stige så højt,
som han selv bygger?

Solness

Er det slig, De ser på den sagen.

Faksimile

162.

Hilde

Ja.

Solness

Jeg tror snart ikke en krog i mig kan være sikker for Dem.

Hilde

.
(ser mod karnapvinduet)

Der oppe altså. Helt der oppe –

Solness

(går nærmere)

I det øverste tårnkammerset kunde De få bo, Hilde. –
Kunde få det der som en prinsesse.

Hilde

(ubestemmeligt, mellem alvor og spøg)

Ja, det har De jo lovet mig.

Solness

Har jeg egentlig det?

Hilde

Fy, bygmester! De sa’ at jeg skulde bli’ prinsesse. Og at
jeg skulde få et kongerige af Dem. Og så tog De og – Nå!

Solness

(varsomt)

Er De ganske viss på at det ikke er så’n en drøm, – en ind-
bildning, som har fæstnet sig hos Dem?

Faksimile

163.

Hilde

(hvast)

For De gjorde det kanske ikke?

Solness

Véd knapt selv –. (sagtere) Men det véd jeg rigtig-
nok nu, at jeg –

Hilde

At De –? Si’ det straks!

Solness

– at jeg burde ha’ gjort det.

Hilde

,
(i kækt udbrud)

Aldrig i verden er De svimmel!

Solness

Ikvæld hejser vi altså kransen, – prinsesse
Hilde.

Hilde

(med et bittert drag)

Over Deres nye hjem, ja.

Solness

Over det nye huset. Som aldrig blir hjem for mig.

( Han går ud gennem havedøren.)

Hilde

Faksimile

164.

(ser ud for sig med et tilsløret blik og hvisker med sig
selv. Der høres kun ordene:)

– – – forfærdelig spændende – –

Faksimile

43.

165

Tredje akt.

(En stor, bred veranda, hørende til bygmester
Solness’s våningshus. En del af huset med ud-
gangsdør til verandaen sés tilvenstre . Rækværk
foran denne tilhøjre . Længst tilbage, på veran-
daens smalside, fører en trappe ned til den lave-
re liggende have. Store, gamle træer i haven stræk-
ker sine grene over verandaen og henimod huset.
Længst til højre, inde mellem træerne, skimtes det
nederste af den nye villa med stillads om tårn-
partiet. I baggrunden begrænses haven af et gam-
melt pindegærde. Udenfor gærdet en gade med lave,
forfaldne småhuse.)

(Aftenhimmel med solbelyste skyer)

(På verandaen står en havebænk langs hus-
væggen og foran bænken et langagtigt bord. Ved den
anden side af bordet en lænestol og nogle taburetter.
Alle møblerne er af kurvflætning )

(Fru Solness, indhyllet i et stort hvidt krepsjal,
sidder hvilende i lænestolen og stirrer henover mod

Faksimile

166.

højre.)

(Lidt efter kommer Hilde Wangel op ad trap-
pen fra haven. Hun er klædt som sidst og har sin
hat på hodet. På brystet bærer hun en liden buket
af almindelige småblomster)

Fru Solness

(vender hodet lidt)

Har De været omkring i haven, De, frøken Wan-
gel?

Hilde

Ja, jeg har set mig om dernede.

Fru Solness

Og fundet blomster også, ser jeg.

Hilde

Ja da! For dem er der mere end nok af. Så’n inde
mellem buskerne.

Fru Solness

Nej, er der det? Endnu? Ja, for jeg kommer der jo
omtrent aldrig.

Hilde

. ˹ (nærmere) ˺

[HIS: Et tilføyelsestegn viser at sceneanvisningen skal inn under rollenavnet.]

Hvad for noget! Flyer De ikke ned i haven hver
dag da?

Fru Solness

Faksimile

167.

(med et mat smil)

Jeg «flyer» nok ikke nogensteds, jeg. Ikke nu længer.

Hilde

Nå, men går De da ikke ned en gang imellem og
hilser på alt det dejlige, som der er?

Fru Sol{l}ness

Det er ble’t så fremmed for mig, altsammen. Jeg
er næsten ræd for at sé det igen.

Hilde

Deres egen have!

Fru Solness

Jeg synes ikke den er min længer nu.

Hilde

Å, hvad er det for noget –!

Fru Solness

Nej, nej, den er ikke det. Det er ikke som i mors og
fars tid. De har ta’t så sørgelig meget væk af haven,
frøken Wangel. Tænk, – de har stykket ud, – og bygget
huse for fremmede mennesker. Folk, som jeg ikke
kender. Og de kan sidde og sé på mig inde fra vin-
duerne.

Hilde

(med et lyst udtryk)

Faksimile

168.

Fru Solness?

Fru Solness

Ja?

Hilde

Må jeg få lov at være her hos Dem lidt?

Fru Solness

Ja gerne det, hvis De kan ha’ lyst.

(Hilde flytter en taburet hen til lænestolen og sæt-
ter sig)

Hilde

Ah, – her kan en rigtig sidde og sole sig som en kat.

Fru Solness

(lægger hånden let på hendes nakke)

Det er snilt at De vil sidde hos mig. Jeg trode, De skul-
de ind til min mand.

Hilde

Hvad skulde jeg hos ham?

Fru Solness

Hjælpe ham, tænkte jeg.

Hilde

Nej tak. Forresten er han ikke inde. Han går der
borte hos arbejdsfolkene. Men han så’ så glubsk
ud at jeg turde ikke snakke til ham.

Faksimile

44.

169.

Fru Solness

Å igrunden er han så mild og blød i sindet.

Hilde

Han!

Fru Solness

De kender ham ikke rigtig endnu, De, frøken Wan-
gel.

Hilde

(ser varmt på hende)

Er De gla’ nu, De skal flytte over i det nye?

Fru Solness

Jeg skulde jo være glad. For Halvard vil jo så ha’
det –

Hilde

Å, ikke just derfor, synes jeg.

Fru Solness

Jo, jo, frøken Wangel. For det er da bare min pligt,
det, at bøje mig under ham. Men det falder mangen
gang så svært at tvinge sit sind til lydighed.

Hilde

Ja, det må visst falde svært.

Fru Solness

Det kan De tro. Når en ikke er bedre menneske end

Faksimile

170.

jeg, så –

Hilde

Når en har gå’t igennem så meget tungt, som De –

Fru Solness

Hvoraf véd De det?

Hilde

Deres mand sa’ det.

Fru Solness

Til mig rører han så lidet ved de ting. – Ja, De kan
tro, jeg har gå’t mere end nok igennem i mit liv, jeg,
frøken Wangel.

Hilde

(ser deltagende på hende og nikker langsomt)

Stakkers fru Solness. Første så brændte det jo for
Dem –

Fru Solness

(med et suk)

Ja. Alt mit brændte.

Hilde

Og så kom jo det, som værre var.

Fru Solness

(ser spørgende på hende)

Værre?

Faksimile

171.

Hilde

Det, som værst var.

Fru Solness

Hvilket, mener De?

Hilde

(sagte)

De misted jo begge smågutterne.

Fru Solness

Å, de, ja. Ja, se, det var nu en sag for sig, det. Det var
˹jo˺ en højere tilskikkelse. Og sådant noget får en bøje
sig under. Og takke til.

Hilde

Gør De da det?

Fru Solness

Ikke altid, desværre. Jeg véd jo så godt at det var
min pligt. Men jeg kan det ikke alligevel.

Hilde

Nej, nej, det er så rimeligt, det, synes jeg.

Fru Solness

Og tidt og ofte så må jeg jo sige til mig selv at det var
en retfærdig straf over mig –

Hilde

Hvorfor det?

Faksimile

172.

Fru Solness

Fordi jeg ikke var standhaftig nok i ulykken.

Hilde

Men jeg skønner da ikke at –

Fru Solness

Å nej, nej, frøken Wangel, – snak ikke mere til mig
om de to smågutterne. Dem skal vi bare være glade
for. For de har det så godt, – så godt nu. Nej, det er
de små tab i livet, som skærer en så ind i hjertet.
At miste alt det, som andre folk regner for næsten
ingenting.

Hilde

(lægger armene på hendes knæ og ser varmt op til
hende.)

Søde fru Solness, – fortæl mig, hvad {e}det er for no-
get!

Fru Solness

Som jeg siger. Bare småting. Der brændte nu
alle de gamle portrætterne på væggene. Og alle de
gamle silkedragterne brændte. De, som havde hørt
familjen til i så langsommelige tider. Og alle mors
og bedstemors kniplinger – de brændte også. Og tænk,
– smykkerne da! (tungt) Og så alle dukkerne.

Faksimile

45.

173.

Hilde

Dukkerne?

Fru Solness

(grådkvalt)

Jeg havde ni dejlige dukker.

Hilde

Og de brændte også?

Fru Solness

Allesammen. Å, det var så sårt, – så sårt for
mig.

Hilde

Havde De gå’t { <...> }og gemt på alle de dukkerne da?
Lige siden De var liden?

Fru Solness

Ikke gemt på dem. Jeg og dukkerne blev ved at le-
ve sammen siden også.

Hilde

Efter at De var ble’t voksen?

Fru Solness

Ja, længe efter den tid.

Hilde

Efter at De var gift også?

Fru Solness

Faksimile

174.

Å ja da. Når bare ikke han så’ det, så –. Men så
blev de de jo indebrændt, stakker. Der var ingen,
som tænkte på at redde dem. Å, det er så sørgeligt
at forestille sig. Ja, De må ikke lé af mig, frøken
Wangel.

Hilde

Jeg ler sletikke.

Fru Solness

For det var jo på en måde liv i dem også. Jeg bar dem
under mit hjerte. Ligesom små ufødte barn.

(Doktor Herdal, med hatten i hånden, kommer ud
gennem døren og får øje på[HIS: 'å' mangler diakritisk tegn.] fru Solness og Hilde)

Doktor Herdal

Nå, De sidder altså ude og lar Dem forkøle, De, frue?

Fru Solness

Jeg synes, her er så godt og varmt idag.

Doktor Herdal

Ja, ja. Men er her noget på færde i huset? Jeg fik en
billet fra Dem.

Fru Solness

(rejser sig)

Ja, der er noget, jeg må tale med Dem om.

Dotor Herdal

Faksimile

175.

Godt. Så går vi kanske ind da. (til Hilde) I fjeld-
uniform idag også, frøken?

Hilde

(lystig, rejser sig)

Ja da! I fuld puds! Men idag skal jeg ikke tilvejrs
og brække halsen. Vi to vil pænt bli’ nedenunder og
sé på, vi, doktor.

Doktor Herdal

Hvad skal vi sé på?

Fru Solness

(sagte, forskrækket til Hilde)

Hys, hys, – for guds skyld! Nu kommer han! Se ba-
re at få ham fra det indfaldet. Og la’ os så være ven-
ner, frøken Wangel. Kan vi ikke det?

Hilde

(kaster sig voldsomt om hendes hals)

Å, om vi { <...> }bare kunde.

Fru Solness

(gør sig læmpeligt løs)

Så-så-så! Der kommer han, doktor{,}! Lad mig få
snakke med Dem.

Doktor Herdal

Er det ham, det gælder?

Faksimile

176.

Fru Solness

Ja visst er det ham. Kom bare ind.

( Hun og doktoren går ind i huset)

(I næste øjeblik kommer bygmester Solness fra ha-
ven op ad trappen. Et alvorligt drag lægger sig over
Hildes ansigt)

Solness

S (skotter mod husdøren, som lukkes varsomt inden-
fra.)

Har De lagt mærke til det, Hilde, at så fort jeg kom-
mer, så går hun?

Hilde

Jeg har lagt mærke til at så fort De kommer, så får
De hende til at gå.

Solness

Kanske det. Men jeg kan ikke gøre ved det. (ser
opmærksomt på hende) Fryser De, Hilde? Jeg synes,
De ser så’n ud.

Hilde

Jeg kom nu netop op fra en gravkælder.

Solness

Hvad skal det eg sige?

Hilde

Faksimile

46.

177.

At jeg har fåt frost i kroppen, bygmester.

Solness

(langsomt)

Jeg tror, jeg forstår –

Hilde

Hvad vil De her oppe nu?

Solness

Jeg fik øje på Dem der borte fra.

Hilde

Men da så’ De vel hende også, da?

Solness

Jeg vidste at hun straks vilde gå, hvis jeg kom.

Hilde

Er det svært ondt for Dem, det, at hun så’n går af
vejen for Dem?

Solness

På en måde kendes det som en lettelse også.

Hilde

At De ikke har hende lige for øjnene?

Solness

Ja.

Hilde

At De ikke støt og stadig ser, hvor tungt hun tar sig

Faksimile

178.

dette her med smågutterne?

Solness

Ja. Mest derfor.

(Hilde driver henover verandaen med hænderne
på ryggen, stiller sig ved rækværket og ser udover
haven)

Solness

(efter et lidet ophold)

Snakked De længe med hende?

Hilde

(står ubevægelig og svarer ikke)

Solness

Længe, spør’ jeg?

Hilde

(tier, som før)

Solness

Hvad snakked hun om da, Hilde?

Hilde

(tier fremdeles)

Solness

Stakkers Aline! Det var vel om smågutterne, det.

Hilde

(gennemfares af en nervøs rykning; så nikker

Faksimile

179.

hun hurtig et par gange)

Solness

Forvinder det aldri{ <...> }g. Aldrig i verden forvinder hun
det. (går nærmere) Nu står De der som en stenstøtte
igen. Slig stod De igårkvæld også.

Hilde

(vender sig og ser på ham med store, alvorlige
øjne)

Jeg vil rejse.

Solness

.
(skarpt)

Rejse!

Hilde

Ja.

Solness

Nej men det får De ikke lov til!

H{va}ilde

Hvad skal jeg gøre her nu?

Solness

Bare være her, Hilde!

Hilde

(ser nedad ham)

Jo, tak skal De ha’. Det blev nok ikke ved det.

Faksimile

180.

Solness

(uoverlagt)

Så meget desto bedre!

Hilde

( hæftig )

Jeg kan ikke gøre noget ondt imod en, som jeg kender!
Ikke ta’ noget væk, som hører hende til.

Solness

Hvem siger da at De skal det!

Hilde

(vedblivende)

En fremmed en, ja! For det er noget ganske andet,
det! En, som jeg aldrig havde set for mine øjne. Men
én , som jeg er kommet nær ind til –! Nej da! Nej da!
Isch!

Solness

Ja men noget andet har jeg jo heller ikke sagt!

Hilde

Å, bygmester, De véd visst godt, hvorledes det vilde
gå. Og derfor så rejser jeg.

Solness

Og hvad skal der bli’ af mig, når De er rejst? Hvad
skal jeg ha’ at leve for da? Bagefter?

Faksimile

47.

181.

Hilde

(med det ubestemmelige udtryk i øjnene)

Med Dem har det vel ingen nød. De har jo Deres plig-
ter imod hende. Lev for de pligterne.

Solness

For sent. Disse her magterne, – disse – disse –

Hilde

– dævlerne –

Solness

Ja, dævlerne! Og troldet indeni mig også. De har
tappet alt livsblodet af hende. ( lér fortvilet) For
min lykkes skyld gjorde de det! Jo-jo! (tungt) Og nu
er hun død – for min skyld. Og jeg er levende lænket
til den døde. (i vild angst) Jeg – jeg, som ikke kan
leve livet glædeløst!

(Hilde går omkring bordet og sætter sig på bæn-
ken med albuerne på bordpladen og hodet støttet i
hænderne)

Hilde

(sidder og ser en stund på ham)

Hvad vil De så bygge næstegang?

Solness

(ryster på hodet.)

Faksimile

182.

Tror ikke, det blir til stort mere nu.

Hilde

Ikke så’ne lune, lykkelige hjem for mor og far? Og for
barneflokken?

Solness

Gad vide, jeg, om der blir brug for sligt noget heref-
terdags.

Hilde

Stakkers bygmester! Og De, som har gå’t her i alle de
ti årene – og sat livet ind – bare på det.

Solness

Ja, De må så sige, Hilde.

Hilde

.
(i udbrud)

Å, jeg synes, det er rigtig så tosset, så tosset, – altsam-
men!

Solness

Hvilket altsammen?

Hilde

At en ikke tør gribe efter sin egen lykke. Efter sit eget
liv! Bare fordi der står nogen ivejen, som en kender!

Solness

En, som en ikke har ret til at gå forbi.

Faksimile

183.

Hilde

Gad vide om en ikke havde ret til det igrunden?
Men så alligevel –. Å, den, som kunde sove ifra he-
le grejen!

( Hun lægger armene fladt ned på bordet, hviler
venstre side af hodet på hænderne og lukker øjnene)

Solness

(drejer lænestolen og sætter sig ved bordet)

Havde De et lunt, lykkeligt hjem – oppe hos Deres
far, Hilde?

Hilde

(ubevægelig, svarer ligesom halvt i søvne)

Bare et bur havde jeg.

Solness

Og De vil slet ikke did ind igen?

Hilde

(som før)

Skogfuglen vil aldrig ind i buret.

Solness

Heller jage i den frie luften –

Hilde

(fremdeles som før)

Rovfuglen jager helst –

Faksimile

184.

Solness

(lar blikket hvile på hende)

Den, som havde vikingtrods i livet –

Hilde

(med vanlig stemme, åbner øjnene, men rører sig
ikke)

Og det andet? Si’, hvad det var!

Solness

Robust samvittighed.

(Hilde retter sig livfuld på bænken. Hendes øjne
har igen det glade, tindrende udtryk)

Hilde

(nikker til ham)

Jeg véd, hvad De kommer til at bygge næst˹e˺gang, jeg!

Solness

Da véd De mere end jeg, Hilde.

Hilde

Ja, bygmestrene, de er jo så dumme, de.

Solness

Og hvad blir det for noget da?

Hilde

(nikker igen)

Slottet.

Faksimile

48.

185.

Solness

Hvad for et slot?

Hilde

Mit slot, kan De vel skønne.

Solness

Vil De ha’ et slot nu?

Hilde

Skylder De mig ikke et kongerige, må jeg spørge?

Solness

Jo, jeg hører, De siger det.

Hilde

Nå. De skylder mig altså dette her kongeriget. Og
til et kongerige hører da vel et slot, skulde jeg tro!

Solness

.
(mere og mere oplivet)

Ja, det plejer jo gerne være så.

Hilde

Godt; så byg det for mig da! Straks!

Solness

( lér )

Og det så’n straks på timen også?

Hilde

Ja da! For nu er de omme, – de ti årene. Og jeg vil ikke

Faksimile

186.

gå og vente længer. Altså, – ryk ud med slottet, byg-
mester!

Solness

Det er ikke grejt at skylde Dem noget, Hilde.

Hilde

Det skulde De ha’ betænkt før. Nu er det forsent. Alt-
så – (banker i bordpladen) ˹–˺ slottet på bordet! Det er
mit slot! Jeg vil ha’ det straks!

Solness

(alvorligere, læner sig nærmere, med { <...> }armene på
bordet)

Hvorledes har De tænkt Dem at det slo{ <...> }ttet skulde
være, Hilde?

(Hendes blik tilsløres lidt efter lidt. Hun stirrer
ligesom indover i sig selv)

Hilde

(langsomt)

Mit slot skal ligge højt oppe. Svært højt skal det
ligge. Og frit til alle sider. Så jeg kan sé vidt, – vidt
udover.

Solness

Og et højt tårn skal der vel være?

Hilde

Faksimile

187.

Et forfærdelig højt tårn. Og øverst oppe på tår-
net skal der være en altán. Og ude på den vil jeg
stå –

Solness

(griber sig uvilkårlig om panden)

At De kan like at stå så svimlende højt –

Hilde

Ja da! Just der oppe vil jeg stå og sé på de an-
dre, – de, som bygger kirker. Og hjem for mor og
far og barneflokken. Og det skal De også få kom-
me op og sé på.

Solness

(dæmpet)

Får bygmesteren lov til at komme op til prinsessen?

Hilde

Hvis bygmesteren vil.

Solness

(sagtere)

Så tror jeg bygmesteren kommer.

Hilde

(nikker)

Bygmesteren, – han kommer.

Solness

Faksimile

188.

Men får aldrig bygge mere, – stakkers bygmester.

Hilde

(livfuldt)

Jo da! Vi to skal være sammen om det. Og så <...> skal
vi bygge det dejligste, – det allerdejligste, som til
er i hele verden.

Solness

(spændt)

Hilde, – si’ mig, hvad det er for noget!

Hilde

(ser smilende på ham, ryster lidt på hodet, spidser
munden og taler som til et barn)

Bygmesterne – de er nogen svært – svært dumme men-
nesker.

Solness

Ja visst er de dumme, ja. Men sig ma mig så, hvad
det er for noget! Det, som er det dejligste i verden. Og
som vi to skal bygge sammen?

Hilde

(tier lidt og siger med et ubestemmeligt udtryk i øjnene)

Luftslotte.

Solness

Luftslotte?

Faksimile

49.

189.

Hilde

(nikker)

Luftslotte, ja! Véd De, hvad så’nt et luftslot er
for noget?

Solness

Det er jo det dejligste i verden, siger De.

Hilde

(rejser sig i hæftighed og slår ligesom afvisende ud
med hånden)

Ja visst så, ja! Luftslotte, – de er så nemme at ty
ind i, de. Og nemme at bygge også – (ser hånligt
på ham) – allerhelst for de bygmesterne, som har en
– en svimmel samvittighed.

Solness

(rejser sig)

Efter denne dag bygger vi to sammen, Hilde.

Hilde

(med et halvt tvilende smil)

Så’n et rigtigt luftslot?

Solness

Ja. Et med grundmur under.

(Ragnar Brovik kommer ud fra huset. Han bærer
en stor grøn krans med blomster og silkebånd)

Faksimile

190.

Hilde

(i glædesudbrud)

Kransen! Å, det blir forfærdelig dejligt!

Solness

.
(forundret)

Kommer De med kransen, Ragnar?

Ragnar

Jeg havde lovet formanden det.

Solness

(lettet)

Nå, så går det vel bedre med Deres far da?

Ragnar

Nej.

Solness

Kvikked det ham ikke, det, jeg havde skrevet.

Ragnar

Det kom for sent.

Solness

For sent!

Ragnar

Da hun kom med det, var han ikke ved samling
længer. Han havde fåt et slaganfald.

Solness

Faksimile

191.

Men så gå da hjem til ham! Sé da til Deres far!

Ragnar

Han behøver mig ikke mere.

Solness

Men De behøver da vel at være hos ham.

Ragnar

Hun sidder ved sengen.

Solness

,
(noget usikker)

Kaja?

Ragnar

(ser mørkt på ham)

Ja, – Kaja, ja.

Solness

Gå hjem, Ragnar. Både til ham og til hende. La’
mig få kransen.

Ragnar

(undertrykker et spottende smil)

De vil da vel aldrig selv –?

Solness

Jeg vil selv gå ned med den, vil jeg. (tager kransen
fra ham) Og gå så De hjem. Vi har ikke brug for Dem
idag.

Faksimile

192.

Ragnar

Jeg véd, at De ikke har brug for mig herefter. Men i-
dag blir jeg.

Solness

Nå, så bli’, siden De endelig vil da.

Hilde

(ved rækværket)

Bygmester, – her vil jeg stå og sé på Dem.

Solness

På mig!

Hilde

Det blir forfærdelig spændende.

Solness

,
(dæmpet)

Det snakker vi to om siden, Hilde.

( Han går med kransen ned ad trappen og bort igen-
nem haven)

Hilde

(ser efter ham; derpå vender hun sig til Ragnar)

De kunde da gerne så meget som takket ham, synes
jeg.

Ragnar

Takket ham? Skulde jeg takket ham?

Faksimile

50.

193.

Hilde

Ja, det skulde De da rigtignok!

Ragnar

Det måtte vel snarere være Dem , jeg skulde takke.

Hilde

Hvor kan De si’ sligt noget?

Ragnar

(uden at svare hende)

Men vogt Dem bare, De, frøken! For De kender nok ik-
ke ham rigtig endnu.

Hilde

(ildfuld)

Å, jeg kender ham bedst, jeg!

Ragnar

( lér i forbittrelse)

Takke ham, som har holdt mig nede år efter år! Han,
som har fåt far til at tvile på mig. Fåt mig selv til at
tvile –. Og det altsammen bare for at –!

Hilde

,
(ligesom anende noget)

For at –? Si˹’˺ g mig det straks!

Ragnar

For at han kunde få beholde hende hos sig.

Faksimile

194.

Hilde

(med et sæt imod ham)

Frøkenen ved pulten!

Ragnar

Ja.

Hilde

(truende, med knyttede hænder)

Det er ikke sandt! De lyver på ham!

Ragnar

Jeg vilde heller ikke tro det før idag, – da hun selv
sa’ det.

Hilde

(som ude af sig)

Hvad sa’ hun! Jeg vil vide det! Straks! Straks!

Ragnar

Hun sa’, at han har ta’t hendes sind – helt og holdent.
Ta’t alle hendes tanker for sig alene. Hun si’r, at
hun aldrig kan slippe ham. At hun vil bli’ her, hvor
han er –

Hilde

(med gnistrende øjne)

Det får hun ikke lov til!

Ragnar

Faksimile

195.

(ligesom forskende)

For hvem får hun ikke lov?

Hilde

(hurtig)

Ikke for ham heller!

Ragnar

Å nej, – jeg forstår jo det hele så godt nu. Herefter
vilde hun vel bare bli’ – til besvær.

Hilde

Ingenting forstår De – når De kan si’ sligt! Nej,
jeg skal fortælle Dem, hvorfor han holdt på hende.

Ragnar

Og hvorfor da?

Hilde

For at få beholde Dem.

Ragnar

Har han sagt Dem det?

Hilde

Nej, men det er så! Det må være så! (vildt) Jeg vil,
– jeg vil at det skal være så!

Ragnar

Og just da De var kommen, – så slap han hende.

Hilde

Faksimile

196.

Dem, – Dem var det, han slap! Hva{ <...> }d tror De han
bry’r sig om så’ne fremmede frøkener, han?

Ragnar

(tænker efter)

Skulde han da ha’ gåt her og været ræd for mig?

Hilde

Han ræd! Så kry skulde De ikke være, synes jeg.

Ragnar

Å, han må da vel for længe siden ha’ skønnet at jeg
duer til noget, jeg også. – Forresten, – ræd, – det er nu
netop det han er, ser De.

Hilde

Han! Jo, bild mig det ind!

Ragnar

På sæt og vis er han ræd. Han, den store bygmesteren.
Ta’ livslykken ifra andre mennesker, – slig, som han
har gjort både med far og med mig, – det er han ikke
ræd for. Men bare det, at klyve op på et stakkers
stillads, – det vilde han nok be’ gud bevare sig for!

Hilde

Å, De skulde bare set ham så højt oppe, – så svim-
lende højt, som jeg engang så ham!

Ragnar

Faksimile

51.

197.

Har De set det?

Hilde

Ja, det har jeg rigtignok. Så fri og stolt, som han
stod og fæsted kransen til kirkefløjen!

Ragnar

Jeg véd at han har vovet det en gang i sit liv. En
eneste gang. Vi unge har snakket så tidt om det.
Men ingen magt i verden får ham til at gøre det
om igen.

Hilde

Idag gør han det om igen!

Ragnar

(hånligt)

Jo, det kan De tro!

Hilde

Vi skal få sé det!

Ragnar

Det får hverken De eller jeg s sé .

Hilde

,
(voldsom, ustyrlig)

Jeg vil sé det! Jeg vil og jeg må sé det!

Ragnar

Men han gør det ikke. Tør simpelthen ikke gøre

Faksimile

198.

det. For han har nu engang den skavank, – han, den
store bygmesteren.

(Fru Solness kommer fra huset ud på verandaen)

Fru Solness

(ser sig om)

Er han ikke her? Hvor er han gåt hen?

Ragnar

Bygmesteren er der borte hos arbejderne.

Hilde

Han gik med kransen.

Fru Solness

(i skræk)

Gik han med kransen! Å gud , – å gud ! Brovik, –
De må gå ned til ham! Sé, at få ham herop!

Ragnar

Skal jeg si’, at fruen vil snakke med ham?

Fru Solness

Å ja, kære, gør det. – Nej, nej, – si’ ikke at jeg vil ham
noget! De kan si’ at her er nogen. Og at han må kom-
me straks.

Ragnar

Godt. Jeg skal så gøre, frue.

( Han går ned af trappen og bort igennem haven)

Faksimile

199.

Fru Solness

Å, frøken Wangel, De kan ikke forestille Dem, hvil-
ken angst jeg udstår for hans skyld.

Hilde

Men er da dette her noget at være så svært ræd for?

Fru Solness

Å ja, det kan De da vel skønne. Tænk, om han gør
alvor af det! Om han nu finder på at <...> stige op på
stilladset!

Hilde

Tror De

(spændt)

Tror De han gør det?

Fru Solness

Å, en kan aldrig vide, hvad han kunde falde på.
Han kunde jo gerne være i stand til hvad det så
skal være.

Hilde

Aha, De tror kanske også at han er – så’n –?

Fru Solness

Ja, jeg véd ikke længer, hvad jeg skal tro om ham.
For doktoren har nu fortalt mig så mangt og meget.
Og når jeg lægger det sammen med et og andet, som
jeg har hørt ham si’ –

Faksimile

200.

(Doktor Herdal ser ud gennem døren.)

Doktor Herdal

Kommer han ikke snart?

Fru Solness

Jo, jeg tænker da det. Der er ialfald gåt bud efter
ham.

Doktor Herdal

(nærmere)

Men De må nok gå ind, De, frue –

Fru Solness

Nej da, nej da. Jeg vil bli’ her ude og vente på Hal-
vard.

Doktor Herdal

Ja men der er kommet nogen damer til Dem –

Fru Solness

Å gud , det også! Og netop nu!

D{ <...> }oktor Herdal

Det er nogen, som si’r at de endelig må få sé på stasen.

Fru Solness

Ja-ja, så får jeg nok gå ind til dem alligevel. For
det er jo min pligt.

Hilde

Kan De ikke be’ de damerne gå sin vej da?

Faksimile

52.

201.

Fru Solness

Nej, det går umulig an. Siden de er kommet
herhen, så er det jo min pligt at ta’ imod dem. Men
bli’ De herude sålænge, – og ta’ imod ham, når han
kommer.

Doktor Herdal

Og sé til at holde ham oppe med snak så længe som
mulig –

Fru Solness

Ja, gør det, kære frøken Wangel. Hold ham så fast,
som De bare kan.

Hilde

Var det ikke rettest at De selv gjorde det?

Fru Solness

Jo, herregud , – det var jo min pligt. Men når en har
pligter på så mange kanter, så –

Doktor Herdal

(ser mod haven)

Nu kommer han!

Fru Solness

Og tænk, – jeg, som må gå ind!

Doktor Herdal

(til Hilde)

Faksimile

202.

Si’ ikke noget om at jeg er her.

Hilde

Nej da! Jeg skal nok finde på noget andet at prate
med bygmesteren o{ <...> }m.

Fru Solness

Og hold ham endelig fast. Jeg tror, at De kan bedst
det.

(Fru Solness og doktor Herdal går ind i huset.
Hilde blir stående igen på verandaen)

(Bygmester Solness kommer fra haven op ad
trappen.)

Solness

Her skal være nogen, som vil ha’ fat på mig, hø-
rer jeg.

Hilde

Jaha, det er mig, det, bygmester.

Solness

Å, er det Dem, Hilde. Jeg var ræd det skulde være
Aline og doktoren.

Hilde

De er nok svært ræd af Dem, De!

Solness

Så De tror det?

Faksimile

203.

Hilde

Ja, folk si’r, at De er ræd for at krabbe omkring
– så’n oppe på stilladserne.

Solness

Nå, det er nu en sag for sig, det.

Hilde

Men ræd for det, – det er De altså?

Solness

Ja, jeg er det.

Hilde

Ræd for at De skal falde ned og slå Dem ihjæl?

Solness

Nej, ikke for det.

Hilde

Men for hvad da?

Solness

Jeg er ræd for gengældelsen, Hilde.

Hilde

.
kaster sin hat på borde

For gengældelsen? (ryster på hodet) Det skønner
jeg ikke.

Solness

Sæt Dem ned. Så skal jeg fortælle Dem noget.

Faksimile

204.

Hilde

Ja, gør det! Straks!

( Hun sætter sig på en taburet ved rækværket og
ser forventningsfuld på ham)

Solness

(kaster sin hat på bordet)

De véd jo at det første, jeg begyndte med, det var
med kirkebygninger.

Hilde

(nikker)

Det véd jeg godt.

Solness

For jeg, sér De, jeg var som gut gåt ud fra et fromt
hjem på landsbygden. Og derfor så syntes jeg jo at
dette kirkebyggeriet, det var det værdigste, jeg kun-
de vælge.

Hilde

Ja-ja.

Solness

Og det tør jeg nok si’ at jeg bygged disse her små,
fattige kirkerne med et så ærligt og varmt og inder-
ligt sind, at – at –

Hilde

Faksimile

53.

205.

At –? Nå?

Solness

Ja, at jeg synes, han burde været fornøjet med
mig.

Hilde

Han? Hvilken han?

Solness

Han, som skulde ha’ kirkene , vel! Han som de
skulde tjene til ære og pris for.

Hilde

Nå så! Men er De da viss på at – at han ikke var – så’n
– fornøjet med Dem?

Solness

(hånlig)

Han fornøjet med mig! Hvor kan De snakke så, Hil-
de? Han, som gav troldet i mig lov til at rumstére
slig, som det selv vilde. Han, som bød dem være på
pletten både nat og dag for at tjene mig, – alle disse –
disse –

Hilde

Dævlerne –

Solness

Ja, både den ene og den anden slags. Å nej, jeg fik

Faksimile

206.

nok føle at han ikke var fornøjet med mig. (hemme-
lighedsfuldt) Se, derfor var det egentlig at han lod
det gamle huset brænde.

Hilde

Var det derfor?

Solness

Ja, skønner De ikke det? Han vilde, jeg skulde få lej-
lighed til at bli’ en hel mester på mit område – og bygge
så meget ærefuldere kirker for ham. I førstningen
forstod jeg ikke, hvor han vilde hen. Men så med én
gang gik det op for mig.

Hilde

Hvad tid var det?

Solness

Det var da jeg bygged kirketårnet oppe i Lysanger.

Hilde

Det tænkte jeg mig.

Solness

For, ser De, Hilde, deroppe på det fremmede sted, der gik
jeg så jævnlig og grubled og funderte med mig selv. Da
så’ jeg så grejt, hvorfor han havde ta’t mine små
barn fra mig. Det var for at jeg ingenting andet skul-
de ha’ at hæfte mig ved. Ikke sligt noget, som kærlig-

Faksimile

207.

hed og lykke, forstår De. Jeg skulde bare være byg-
mester. Ingenting andet. Og så skulde jeg hele mit
liv igennem gå her og bygge for ham. ( lér ) Men det
blev der rigtignok ikke noget af!

Hilde

Hvad gjorde De da så?

Solness

Først gransked og prøved jeg mig selv –

Hilde

Og så?

Solness

Så gjorde jeg det umulige. Jeg ligesom han.

Hilde

Det umulige!

Solness

Jeg havde aldrig før kunet tåle at stige højt og
frit tilvejrs. Men den dag kunde jeg det.

Hilde

(springer op)

Ja, ja, det kunde De!

Solness

Og da jeg stod helt der øverst oppe og hang kransen
over tårnfløjen, så sa’ jeg til ham: Hør nu her, du

Faksimile

208.

mægtige! Herefterdags vil jeg være fri bygmester, jeg
også. På mit område. Ligesom du på dit. Jeg vil al-
drig mere bygge kirker for dig. Bare hjem for men-
nesker.

Hilde

(med store, tindrende øjne)

Det var sangen, som jeg hørte gennem luften!

Solness

Men han fik vand på sin mølle bagefter.

Hilde

Hvad mener De med det?

Solness

(ser mistrøstig på hende)

Det, at bygge hjem for mennesker, – det er ikke fem
øre værd, Hilde.

Hilde

Siger De det nu?

Solness

Ja, for nu ser jeg det. Menneskene har ikke brug for
disse her hjemmene sine. Ikke for at være lykkelige, ik-
ke. Og jeg vilde heller ikke havt brug for så’nt et hjem.
Ifald jeg havde ejet noget. (med en stille, forbittret lat-
ter) Se, det er hele opgøret, så langt, så langt jeg ser

Faksimile

54.

209.

tilbage. Ingenting bygget igrunden. Og ingen-
ting ofret for at få bygge noget heller. Ingenting,
ingenting – altsammen.

Hilde

Og aldrig så vil De bygge noget nyt herefter.

Solness

,
(med liv)

Jo, netop nu vil jeg begynde!

Hilde

Hvad da? Hvad da? Si’ mig det straks!

Solness

Det eneste, som jeg tror der kan rummes menne-
skelykke i, – det vil jeg bygge nu.

Hilde

(ser fast på hende ham)

Bygmester, – nu mener De luftslottene vore.

Solness

Luftslottene, ja.

Hilde

Jeg er ræd, De vilde svimle før vi kom halvvejs.

Solness

Ikke når jeg får gå hånd i hånd med Dem, Hilde.

Hilde

Faksimile

210.

(med et drag af undertrykt harme)

Bare med mig? Skal vi ikke være flere i følge da?

Solness

Hvem ellers, mener De?

Hilde

Å, – hun, denne Kaja ved pulten. Stakker, – skal De
ikke ha’ hende med Dem også?

Solness

Åhå. Var det hende, Aline sad her og snakked for
Dem om.

Hilde

Er det så, eller er det ikke?

Solness

( hæftig )

Jeg svarer Dem ikke på sligt noget! Helt og holdent
skal De tro på mig!

Hilde

I ti år har jeg trod så fuldt, så fuldt på Dem.

Solness

De skal bli’ ved at tro på mig!

Hilde

Så la’ mig få sé Dem fri og højt oppe da!

Solness

Faksimile

211.

(tungt)

Å, Hilde, – slig står ikke jeg til hverdagsbrug.

Hilde

(lidenskabelig)

Jeg vil det! Jeg vil det! (bedende) Bare en eneste
gang til, bygmester! Gør det umulige om igen!

Solness

(står og ser dybt på hende)

Hvis jeg prøver det, Hilde, så vil jeg stå deroppe
og snakke til ham li’som sidst.

Hilde

(i stigende spænding)

Hvad vil De si’ til ham!

Solness

Jeg vil si’ til ham: hør mig, stormægtige herre, – du
får nu dømme om mig som du selv synes. Men heref-
ter vil jeg bare bygge det dejligste i verden –

Hilde

(henreven)

Ja – ja – ja!

Solness

– bygge det for en prin sammen med en prinsesse,
som jeg holder af –

Faksimile

212.

Hilde

Ja, si’ ham det! Si’ ham det!

Solness

Ja. Og så vil jeg si’ til ham: nu går jeg ned og slår
armene om hende og kysser hende –

Hilde

– mange gange! Si’ det!

Solness

– mang{g}ee, mange gange, vil jeg si’.

Hilde

Og så –?

Solness

Så vil jeg svinge min hat – og gå ned på jorden –
og gøre som jeg sa’ ham.

Hilde

(med udstrakte arme)

Nu ser jeg Dem igen som da der var sang i luften!

Solness

(ser på hende med sænket hode)

Hvorledes er De ble’t slig, som De er, Hilde?

Hilde

Hvorledes har De fåt mig til at bli’ slig, som jeg er?

Solness

Faksimile

55.

213.

(kort og fast)

Prinsessen skal ha’ sit slot.

Hilde

(jublende, klapper i hænderne)

Å, bygmester –! Mit dejlige, dejlige slot. Vort luftslot!

Solness

Med grundmur under.

(I gaden har samlet sig en mængde mennesker,
der kun skimtes utydeligt mellem træerne. Musik
af blæseinstrumenter høres fjernt bag det nye hus)

(Fru Solness, med skindkrave om halsen, doktor
Herdal, med hendes hvide sjal på armen, og nogle
damer kommer ud på verandaen. Ragnar Brovik
kommer samtidig op fra haven)

Fru Solness

(til Ragnar)

Skal her være musik også?

Ragnar

Ja. Det er byggearbejdernes forening. (til Solness)
Jeg skulde si’ fra formanden at nu står han færdig
til at gå op med kransen.

Solness

(tar sin hat)

Faksimile

214.

Godt. Jeg går selv derned.

Fru Solness

(angst)

Hvad vil du dernede, Halvard?

Solness

(kort)

Jeg må være nedenunder hos folkene.

Fru Solness

Ja, nedenunder, ja. Bare nedenunder.

Solness

Jeg plejer jo det. Så’n til hverdags.

( Han går ned ad trappen og bort igennem haven.)

Fru Solness

(råber efter ham over rækværket)

Men bed endelig manden at han er forsigtig når
han skal op! Lov mig en det, Halvard!

Doktor Herdal

.
(til fru Solness.)

Ser De så at jeg fik ret? Han tænker ikke mere på
de galskaberne.

Fru Solness

Å, hvor det letted! To gange er der nu faldet folk ned
for os. Og begge to så slog de sig ihjæl på stedet.

Faksimile

215.

(vender sig til Hilde) Tak skal De ha’, frøken
Wangel, at De holdt ham så godt fast. Jeg havde
visst aldrig fåt bugt med ham.

Doktor Herdal

(lystig)

Ja, ja, frøken Wangel, De forstår nok at holde en
fast når De rigtig vil, De!

(Fru Solness og doktor Herdal går hen til da-
merne, som står nærmere ved trappen og ser ud-
over haven. Hilde blir stående ved rækværket i for-
grunden. Ragnar går hen til hende)

Ragnar

(med undertrykt latter, halv sagte)

Frøken, – ser De alle de unge folkene nede på
gaden?

Hilde

Ja.

Ragnar

Det er kammeraterne, som vil sé på mesteren.

Hilde

Hvad vil de sé på ham for da?

Ragnar

De vil sé på at han ikke tør stige op på sit eget

Faksimile

216.

hus.

Hilde

Nej, vil de det, de gutterne!

Ragnar

(harmfuld og hånlig)

Han har holdt os op<...> nede så længe, han. Nu vil
vi sé på at han også værs’go’ får holde sig nedenfor.

Hilde

Det får De ikke sé . Dennegang ikke.

Ragnar

(smiler)

Så? Hvor får vi sé ham henne da?

Hilde

Højt, – højt oppe ved fløjen får De sé ham!

Ragnar

( lér )

Han! Jo, det kan De tro!

Hilde

Han vil til toppen. Og altså får De sé ham der også.

Ragnar

Ja, han vil, ja! Det tror jeg så gerne. Men han kan
simpelthen. D ikke. Det vilde gå rundt for ham længe,
længe før han kom halvvejs. Han måtte krybe ned

Faksimile

56.

217.

igen på hænder og knæer!

Doktor Herdal

(peger henover)

Se ! Der går formanden opover stigerne.

Fru Solness

Og så har han vel kransen at bære på også. Å, ba-
re han nu tar sig i agt !

Ragnar

(stirrer vantro og råber)

Men det er jo –!

Hilde

(i udbrydende jubel)

Det er bygmesteren selv!

Fru Solness

(skriger i forfærdelse)

Ja, det er Halvard! Å, du store gud –! Halvard!
Halvard!

Doktor Herdal

Hys! Skrig ikke til ham!

Fru Sol{l}ness

(halvt fra sig selv)

Jeg vil til ham! Få ham ned igen!

Doktor Herdal

Faksimile

218.

(holder på hende)

Stå urørlige allesammen! Ikke en lyd!

Hilde

(ubevægelig, følger Solness med øjnene)

Han stiger og stiger. Altid højere. Altid højere! Sé ! Sé
bare!

Ragnar

(åndeløs)

Nu må han vende om igen. Der er ikke råd for andet.

Hilde

Han stiger og stiger. Nu er han snart oppe.

Fru Solness

Å, jeg forgår af skræk. Jeg holder ikke det synet
<...> ud!

Doktor Herdal

Så sé ikke op på ham da.

Hilde

Der står han på de øverste plankerne! Helt oppe!

Doktor Herdal

Ingen må røre sig! Hører De det!

Hilde

(jubler i stille inderlighed)

Endelig! Endelig! Nu ser jeg ham stor og fri igen!

Faksimile

219.

Ragnar

(næsten målløs)

Men dette her er jo –

Hilde

Slig har jeg set ham i alle de ti årene. Hvor tryg
han står! Forfærdelig spændende alligevel. Se på
ham! Nu hænger han kransen om spiret!

Ragnar

Dette her er som at stå og sé på noget rent umuligt.

Hilde

Ja, det er jo det umulige, det, som han nu gør! (med
det ubestemmelige udtryk i øjne{ <...> }ne) Kan De sé no-
gen anden deroppe hos ham?

Ragnar

Der er ingen andre.

Hilde

Jo, der er en, som han trætter med.

Ragnar

De tar fejl.

Hilde

Hører De ikke sang i luften heller da?

Ragnar

Det må være vinden i trætoppene.

Faksimile

220.

Hilde

Jeg hører sang. En vældig sang! (råber i vild
jubel og glæde) Se , se ! Nu svinger han hatten! Han
hilser herned! Å, så hils da op til ham igen. For nu,
nu er det fuldbragt! (river det hvide sjal fra dokto-
ren, vifter med det og skriger opad) Hurra for byg-
mester Solness!

Doktor Herdal

La’ være! La’ være! For guds skyld –!

(Damerne på verandaen vifter med lommetørklæ-
derne og hurraråbet istemmes nede på gaden.
Da forstummer det pludselig og folkemængden
slår over i et forfærdelsens skrig. Et menneskele-
geme sammen med planker og træstumper skimtes
utydeligt at styrte ned inde mellem træerne)

Fru Solness

damerne

(samtidigt)

Han falder! Han falder!

(Fru Solness, vakler, segner afmægtig bagover
og opfanges af damerne under råb og forvirring)

(Menneskemæn{d}gden på gaden bryder gærdet ned
og stormer ind i haven. Doktor Herdal iler lige-
ledes derned. Kort ophold)

Faksimile

57.

221.

Hilde

(stirrer ufravendt opad og siger som forstenet)

Min bygmester.

Ragnar

(støtter sig skælvende til rækværket)

Han må være knust. Dræbt på stedet.

En af damerne

,
\ (medens fru Solnes bæres ind i huset.) /

Løb ned til doktoren –

Ragnar

Kan ikke flytte en fod –

En anden dame

Så råb ned til nogen da!

Ragnar

(forsøger at råbe)

Hvorledes er det? Er han ilive?

En stemme

(nede i haven)

Bygmester Solness er død!

Andre stemmer

(nærmere)

Hele hodet er knust˹.˺ – Han faldt lige i stenbruddet.

Hilde

(vender sig til Ragnar og siger stille)

Faksimile

222.

Nu kan jeg ikke sé ham deroppe

Ragnar

Forfærdeligt dette her. Han magted det altså dog
ikke.

Hilde

(ligesom i stille, forvildet triumf)

Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte harper
i luften. (svinger sjalet opad og sk˹r˺iger ※ i vild inder-
lighed) Min, – min bygmester!

※ skriger

Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: